En 9 km lang monolog i løbesko

Tekststærk og konceptuelt velfungerende forestilling med Anders Juul i “Jeg løber” fra Det Kongelige Teater.

Det Kongelige Teater er på turné med forestillingen “Jeg løber”. Én mand på scenen – eller rettere sagt på løbebåndet. For samtlige 80 minutters monolog foregår på et løbebånd, hvor skuespiller Anders Juul går og løber omkring 9 km per forestilling. I Musikhuset Aarhus bliver det til prustende, spruttende, spurtende og pulserende konceptteater.

“Det er ikke en flugt; det er en jagt!” Sådan lyder det repeterende fra hovedpersonen, mens han raskt traver derudad.

Forestillingen er skrevet af dramatikeren Line Mørkeby efter journalist Anders Legarth Schmidts blog “Jeg løber” på Politiken. Bloggen omhandler tre år af journalistens liv, hvor han skulle forholde sig til sin datters leukæmi, til hendes lange sygdomsperiode, hendes død og ikke mindst hans kamp med sorgen og troen på livet efter at have mistet sin 6-årige datter.

Løbebåndet og lysstofrørene

Idet vi kommer ind i teatersalen, ser vi først og fremmest navnet ELLEN skrevet hen over scenen med lysende bogstaver. En lyssøjle rammer løbebåndet, der står placeret på et podie midt på scenen.

Hvis man har fået købt sig en billet til forestillingen, har man næppe kunnet undgå den foromtale, der beskriver Anders Juuls distance på løbebåndet og forestillings omdrejningspunkt omkring den kræftsyge og afdøde datter.

Og derfor er det også i høj grad forventningerne til den fysiske præstation og den tragiske historie, der fylder Musikhusets Lille Sal før forestillingen denne aften. Og forestillingen indfrier disse forventninger. Han løber ustandseligt, mens han fortæller historien om at miste sin datter.

Rytmisk og stressende

Som koncept er det tæt på genialt: Når vi ser forestillingen, får vi indtryk af, at vores hovedperson nærmest løb sig selv ihjel af at bearbejde sorgen og genvinde selvkontrollen. Og det er også, hvad Anders Legarth Schmidts blog afspejler.

Desuden har løberiet den sceniske funktion, at det skal få vores puls til at stige og falde; vi skal kunne mærke rytmen i både skuespillet og replikkerne; vi skal være ved at dirre af spænding. For løbebåndet giver modstand til skuespilleren, hvilket altid er godt på en scene, og den gør os decideret nervøse, når han løber allerhurtigst og til tider med lukkede øjne. Konceptet har altså spænding indbygget. Det virker!

Ydre spænding har vi nok af

Og det er heldigt, for når vi ser på iscenesættelsen af Thomas Bendixen, eller på scenografien af Sir Grand Lear og lysdesignet af Egil Barclay Høgenni Hansen, så er spænding og modstand en mangelvare. Temposkift i løbet understøtter hele tiden temposkift i skuespilleren, ligesom lyset og scenografien understøtter dramatikken.

Gid, desperationen nogle gange dukkede op, mens løbebåndet stod stille. Gid, modstanden til tider kom indefra i stedet for udefra. Gid, der var overskud i forestillingen til mere karakterarbejde og mere variation i iscenesættelsen.

Uventet teaterform

Men vi køber forestillingen. Ikke kun, fordi teksten er god, fordi bloggens personlighed og biografiske vinkel tydeligt kan mærkes, og fordi vi nemt bevæges af historier om kræftramte børn. Også fordi vi længes efter at se scenekunst, der udfordrer teaterformen uden at udfordre teatermediet.

Her har vi godt, traditionelt, klassisk teater – oven i købet en monolog. Scenen, lyset, lyden, replikkerne, iscenesættelsen og skuespilleren er dér foran os!

Men når vi ser en monolog med en skuespiller, der løber 9 km, skifter imellem livets yderligste følelser på få sekunder, samt holder sig fysisk inden for få kvadratmeter igennem hele forestillingen, så kan vi forvente næsten hvad som helst af teatret.

Forestillingen er på turné fra Det Kongelige Teater ind til den 9. marts 2018 – herunder blandt andet på Randers EgnsTeater den 1. marts.

Tekst: Line Mørkeby | Efter forlæg af: Anders Legarth Schmidt | Iscenesættelse: Thomas Bendixen | Medvirkende: Anders Juul | Scenografi og kostume: Sir Grand Lear v/ Ingvild Grande & Lea Burrows | Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen | Produceret af: Det Kongelige Teater