Vi kommer ikke ned i materien af ”Kong Lear”

Ensemblet på imponerer, men bearbejdelsen og iscenesættelsen af Shakespeares ”Kong Lear” er for 'speedet' og for uklar.

★★★★☆☆

Der er noget bemærkelsesværdigt ved det faste ensemble, som i Aalborg samlede for et års tid siden. Vi så dem i dramatiseringen af ungdomsromanen ”Dig og mig ved daggry” sidste år, hvor alle fem skuespillere viste en alsidighed i deres skuespil og fremstod som en homogen skuespillergruppe.

Også denne gang er de et dynamisk ensemble, der manøvrerer elegant igennem karakterskift og forstår at spille sammen på et niveau, vi kun sjældent ser. Der er ingen primadonnaer; der er kun skuespillere, som vil kæmpe for at få deres kollegaer til at fremstå bedst muligt.

Alligevel kunne det se ud til, at Shakespeares ”Kong Lear” er en lidt for stor mundfuld for dem. Det var især realismen i sidste års ”Dig og mig ved daggry”, der gjorde skuespillet så nærværende, men i ”Kong Lear” er skuespillet mere klassisk. Der er monologer, kommentarer til publikum osv., som i sagens natur er kunstige.

Denne spillestil er skuespillerne tydeligvis ikke trygge i. Blot det at dø af gift på Shakespeare-manér, uden at det ligner Monty Python, er en kunst, som disse skuespillere ikke har lært. Få gange ser vi, hvordan de giver slip på det klassiske og falder tilbage i realismen, hvor de er mere trygge. Men desværre kan det ikke være et både-og, men kun et enten-eller.

Shakespeare på speed

Og i virkeligheden skyldes det måske, at tekstbearbejdningen af og , samt forestillingens iscenesættelse af , ikke er endt, hvor man kunne have ønsket det. Formsproget vakler, og vi savner kunstneriske valg.

”Kong Lear” handler om både magten, løgnen, alderdommen, respekten og kærligheden. I denne version er det hele med på den halve tid, og det gør os både forpustede og en anelse forvirrede. Vi får ikke glæden af Shakespeares detaljerigdom, ligesom det sproglige niveau i bearbejdningen heller ikke måler sig med originalen.

Vi så sidste år på i Haderslev, hvordan de lykkedes med at snitte deres ”King Lear” ned til en knivskarp sag med et klart tema og kun to skuespillere. Så det kan lade sig gøre. Men når det ikke gør, bliver udtrykket uklart og famlende. Derfor er det heller ikke så underligt, hvis skuespillerne indimellem famler efter et formsprog at spille i.

Ikke desto mindre er Nordkrafts ”Kong Lear” overordnet set velspillet, og selvom det bliver lidt som Shakespeare på speed, så er det stadig Shakespeare. Den får os ikke ned i materien, men den giver os en ustøvet og hurtig reprise af en af teaterhistoriens største klassikere. Nye Shakespeare-publikummere kan altså begynde her.


Af: | Bearbejdelse: og | Iscenesættelse: | Medvirkende: , , , og | Scenografi: | Kostumer: | Lysdesign: | Lyddesign: | Produceret af:

Del dette indlæg