Stemningsfuld biografkoncert for André Rieu-fans

Biografvisningen af liveoptagelser fra André Rieus koncerter i Maastricht er som at betragte en fest, vi er gået glip af.

★★★★☆☆

André Rieu er et fænomen. Han kan samle alverdens nationaliteter ved tv-skærmene, i koncertsale og arenaer, samt igennem en årrække på Vrijthof-pladsen i Maastricht. Og det er efterhånden blevet en tradition, at en liveoptagelse af den årlige Maastricht-koncert vises i biografer verden.

Men kan man virkelig få en reel koncertoplevelse, når man ser koncerten i biografen?

Den snart 70-årige violinist har igennem 32 år spillet koncerter med sit Johann Strauss Orchestra. Her er wienervalse og marchmusik omdrejningspunktet igennem koncerten, mens André Rieu byder gæstesolister velkommen på scenen og underholder med muntre fortællinger imellem numrene.

En sådan kombination af klassisk musik og underholdning kender vi her i landet bedst hos salige Victor Borge. Men André Rieu er bestemt ikke komiker. Han er sådan én, som min mormor ville kalde ’en rar mand’. Og så formår han at gøre den klassiske musik tilgængelig for alle.

Vi er ikke en del af festen

Det er selvfølgelig ikke det samme at se koncerten i biografen. Det er tydeligt, at der er en stemning på Vrijthof, som vi ikke er en del af – og det er på trods af, at produktionen er proppet med stemningsbilleder fra pladsen.

Vi ser konstant mennesker, der kysser, krammer, skråler, græder, skåler og vugger i armkrog med hinanden. Og det er nogle gange sådan, at når vi ser det på skærmen, så føler vi det mindre selv. Derfor kommer vi aldrig helt i den rette stemning i biografen.

Selv den 87-årige Rieu-fan, som jeg tilfældigvis får plads ved siden af, er tydeligt tilbageholdende med sin begejstring – simpelthen fordi vi er bevidste om, at vi netop ikke er en del af festen.

Patoseksplosioner i Maastricht

På samme måde, som liveoptagelsen forsøger at formidle de store følelser, er også Rieus repertoire en eksplosion af følelser, som ærligt talt bliver lidt for overvældende – måske især fordi vi betragter den på afstand.

Det musikalske niveau i orkestret er særdeles højt, men disse evner bliver ikke brugt på at formidle musik – men udelukkende på at formidle stemninger. Derfor bliver det lidt som en popversion af en klassisk koncert, hvor man hører den ene hit-vals efter den anden, men slet ikke udfordres eller udvikles musikalsk.

Musikken går efter devisen: Jo større, jo bedre. Derfor bliver det store kor overdøvet af strygere og blæsere, og hele koncerten bliver et patosridt uden ende. Og med en halv times ekstranumre bliver oplevelsen endnu mere endeløs.

Derfor kan André Rieu – både i biografen og live – bedst anbefales til folk, der elsker André Rieu, men ikke nødvendigvis elsker musik.