Vreden buldrer i Det Kongelige Teaters opsætning af ”Medea”
Signe Egholm Olsen og Rasmus Bjerg forsvarer forbilledligt deres usympatiske roller i Det Kongelige Teaters opsætning af tragedien ”Medea”.
★★★☆☆☆
Titelrollen i Euripides' omtrent 2500 år gamle tragedie ”Medea” står stadig i dag som ét af teaterhistoriens mest markante kvindeskikkelser. Hendes mand, den opportunistiske Jason, har forladt hende og deres to sønner til fordel for kong Kreons datter. Vrede og hævntørst fylder hende, men hævnen kræver kvindelist, og prisen er den højeste, som en mor kan betale.
Netop dette formidler skuespiller Signe Egholm Olsen forbilledligt i Det Kongelige Teaters nye opsætning af ”Medea”. Vi hører hende først inde fra huset, hvor hendes vrede får hele salen til at buldre som en vulkan i udbrud. Og siden indtager hun scenen med en karakterpræstation, der overskygger alt andet. Vreden mærker vi i hendes enorme energiudladninger, mens sorgen og tvivlen ligger som diskrete og dog tydelige undertoner i hendes udtryk.
Undertiden er Medea blevet skildret som en kvinde med en usædvanlig og nærmest overnaturlig magt – som en heks eller trolddomskvinde. I hvert fald er rygtet om hendes temperament nok til, at kong Kreon opfatter hende som så stor en trussel, at han er tvunget til at landsforvise hende.
Men i Signe Egholm Olsens gestaltning er Medea en almindelig kvinde og drevet af menneskets naturlige følelser. Vi er ikke det mindste i tvivl om, at hendes modbydelige handlinger er både rationelle og rimelige. Selv hendes grufulde nedslagtning af sine egne børn forstår vi motivet bag. Det er i sig selv en sublim skuespilpræstation, at sådan en handling kan forsvares, så vi som publikum stadig holder med hende.
Rasmus Bjerg udgør en formidabel modpart i rollen som Jason, der er varm og faderlig over for børnene, men også kynisk og manipulerende over for Medea. Som en åleglat snog valser han hen over scenen. Han vifter velgørende med sine fedtede pengesedler, som Medea bliver tilbudt som en hjælp til flugten ud af Korinth. Jason bliver på én gang en verdensmand på vej mod samfundets top i sine egne øjne, men en taber i publikums øjne. Og begge dele tror vi på.
I øvrigt ser vi en stribe udmærkede biroller som eksempelvis Christiane Gjellerup Kochs kæderygende amme, der indleder og ledsager historien, og Jens Jørn Spottags bredskuldrede og dog grundængstelige kong Kreon. Og rent musikalsk udgør koret af kvindelige ensembleskuespillere en særdeles stemningsfuld lydkulisse.
Men forestillingen er som helhed en noget mærkværdig omgang, der forsøger at sætte historien ind i en afdanket, socialrealistisk kontekst med nedslidt funkisvilla, 80'er-kostumer og bobbede parykker. Det bliver fortænkt og kunstigt, og det bidrager hverken til fortællingen eller vores indlevelse.
Samtidigt synes de medvirkende i flere passager at mangle konkrete instruktioner, hvilket resulterer i, at de overspiller og karikerer deres reaktioner. Særligt når de står i baggrunden og lytter, fægter de med armene og sender store øjne til hinanden. Det stjæler fokus og får forestillingen til at virke ufærdig.
Men først og fremmest er Signe Egholm Olsen og Rasmus Bjerg gode argumenter for, at man skal se ”Medea” i Skuespilhuset. Deres præstationer alene sparker liv og nutid ind i Euripides' ældgamle tekst.
Forestillingen spiller i Skuespilhuset i København til den 10. april 2022.
Dramatiker: Euripides | Oversættelse: Inger Christensen | Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo | Medvirkende: Signe Egholm Olsen, Rasmus Bjerg, Jens Jørn Spottag, Christiane Gjellerup Koch, Morten Burian, Patrick Baurichter, Ernesto Pige Carbone, Tilde Maja Frederiksen, Anna Bruus Christensen, Signe Mannov, Cecilie Bogø Bach, Nanna Simone Harvald m.fl. | Scenografi og kostumedesign: Katrin Nottrodt | Lysdesign: Mårten K. Axelsson | Komponist: Emil Assing Høyer | Korkompositioner og musikalsk ansvarlig: Simon Revholt | Lyddesign: Jonas Vest | Produceret af: Det Kongelige Teater
Del med dit netværk
