Et mesterligt værk i en rodet opsætning

Weinbergs “Passageren” med Den Jyske Opera er en god, bevægende og vigtig forestilling, som dog desværre ikke lever op til sit potentiale.

Historien har det med at gentage sig selv, siger man. Og særligt hvis vi glemmer de tragiske og brutale beretninger fra Anden Verdenskrig – ikke mindst fra KZ-lejrene – risikerer vi, at det sker igen.

Men har vi nu ikke snart fået nok af teater og litteratur om Anden Verdenskrig? Kender vi ikke historierne til bevidstløshed? Tydeligvis ikke. I disse år bliver den politiske opmærksomhed på menneskers forskellighed større og større – ikke mindst med det nye ‘maskeringsforbud’ og ønsket om strengere straffe til personer, der bor i de såkaldte ghettoer.

I operaen “Passageren” genoplever vi Auschwitz igennem den polske KZ-fange Marta og den tyske SS-vagt Lisa. Musikken er komponeret af Mieczysław Weinberg som en reaktion på at have mistet en stor del af sin familie under krigen, og librettoen af Alexander Medvedev er baseret på Zofia Posmysz’ bog om sine oplevelser som overlevende fra Auschwitz. Og da operaen slutter med et insisterende blik ud på publikum, i brændende modlys, tænker vi ved os selv: Det må ikke gentage sig!

Ikke Aarhus Symfoniorkesters bedste opera

Rent musikalsk er operaen komponeret i et generelt lavt tempo. Men alligevel har musikerne i orkestergraven travlt nok, for Weinberg har stykket partituret sammen af at hav af lyde og anslag fra alle instrumentgrupper, som samler sig til et kaotisk, pulserende, disharmonisk og dog hamrende musikalsk værk. Et mesterværk, er det tidligere blevet kaldt. I hvert fald er det intelligent og gennemført komponeret.

Aarhus Symfoniorkester, der ellers normalt leverer musikalsk akkompagnement til Den Jyske Opera til denne anmelders store fornøjelse, lever i denne opera ikke helt op til sit eget niveau.

Om det simpelthen er for stor en mundfuld for nogle af musikerne, eller om dirigent Christopher Lichtenstein ikke formår at få kommunikeret med hele orkestret, vil stå tilbage som gisninger herfra. I hvert fald synes orkestret til tider ude af balance med både hinanden og det værk, de er i færd med at levendegøre.

Iscenesættelsen er ‘noget rod’

Også iscenesættelsen af instruktør Philipp Kochheim er ude af balance. Der er i sagens natur et væld af mennesker på scenen; umiddelbart 50-60 personer, alle hoved- og biroller, statister og korsangere fra både TalentU og Den Jyske Operas Kor tælles med. Og når musikken i forvejen læner sig op ad det kaotiske, og librettoen giver replikker til mange mindre roller på én gang – og endda på en håndfuld forskellige sprog, så er det iscenesætterens opgave at gøre forestillingen klar og tydelig.

Men på scenen foregår der hele tiden mange ting. Én bliver pisket på bagscenen, mens nogle andre taler sammen på siden af scenen, og i alt det påstyr skal vi følge med i selve librettoen, som lige nu synges af fire kostumemæssigt næsten identiske (den stribede KZ-uniform – de skal selvfølgelig være ens) piger fra deres køjesenge.

Nogle gange kommer et menneske ind på scenen uden at skulle noget derinde, og så går mennesket ud igen og kommer måske ind et andet sted. Det bidrager til den ‘unheimliche’ stemning, som resten af værket og selve iscenesættelsens æstetik også bærer præg af. Dét er godt. Men det er også noget rod.

En vigtig og bevægende opera

Og fortsætter vi videre til de medvirkende, går den samme kaotiske og ubalancerede problematik igen. Nå ja, vi ved jo godt, at det sjældent er i operaen, vi ser de store skuespiltekniske færdigheder. Men i “Passageren” er der både hovedroller og statister, der overspiller i en sådan grad, at man nemt mister interessen for karakteren, og sangen og replikkerne bliver derfor blot til information, der skal hjælpe os videre i teksten.

Men der er især to på scenen, som imponerer – og særligt i fælleskab. De to unge KZ-fanger Marta (Stefania Dovhan) og Katia (Tanja Christine Kuhn) interagerer så kærligt med hinanden, at man skulle tro, de var søstre, og det gør den senere udvælgelse til henrettelse af Katia endnu mere ubærlig. Samtidigt præsterer de begge vokalt blandt de bedste på scenen.

Og når alt kommer til alt, så er forestillingen ganske velproduceret, æstetisk gennemført, bevægende og samfundsmæssig vigtig. Forlægget er tæt på sublimt, og formidlingen af den fungerer også ganske tilforladeligt. Derfor bør vi se “Passageren”; fordi vi ikke må glemme fortidens rædsler; fordi vi ikke må tilgive bødlerne; og fordi friheden aldrig må blive lig med døden.

Den Jyske Opera spiller “Passageren” i Musikhuset Aarhus ind til den 28. august 2018.

Komponist: Mieczysław Weinberg | Librettist: Alexander Medvedev efter novelle af Zofia Posmysz | Instruktør: Philipp Kochheim | Medvirkende: Dorothea Spilger, Stefania Dovhan, Daniel Szeili, Leif Jone Ølberg, Tanja Christine Kuhn, Johanne Højlund, Lise Christensen, Silvia Micu, Bolette Bruno Hansen, Estrid Molt Ipsen, Annette Dahl, Andreas Winther, Thomas Christian Sigh, Tobias Glagau, Birgitte Mosegaard Pedersen, Eline Denice Risager, Morten Wang, Jens Bové, samt sangere fra TalentU og Den Jyske Operas Kor | Dirigent: Christopher Lichtenstein | Orkester: Aarhus Symfoniorkester | Scenograf og kostumedesigner: Anja Jungheinrich | Lysdesigner: Frank Kaster | Produceret af: Den Jyske Opera