Akavet stemning i ”Peggy Pickit ser Guds ansigt”

”Peggy Pickit ser Guds ansigt” på er en kompakt forestilling af om misforholdet mellem iland og uland.

★★★★☆☆

»Det var forfærdeligt,« siger de som det første til publikum.

To gamle vennepar mødes for første gang, siden det ene par for seks år siden tog ud som læger til et afrikansk kriseområde. Det andet par blev hjemme og har siden fået barn, bil og forstadsbolig. Nu skal de hygge sig ligesom i gamle dage, men tiden er kommet imellem dem.

»Det var forfærdeligt.«

Replikken er én af mange, hvor karaktererne træder ud af selskabet og fortæller publikum, hvordan aftenen forløber. Og når de træder tilbage i handlingen, hopper vi en smule baglæns, så vi får gentaget de sidste replikker før afbrydelsen. Det er lidt som at se en film sammen med en alt for entusiastisk fan, som hele tiden stopper, kommenterer og spoler tilbage.

”Peggy Pickit ser Guds ansigt” er skrevet af den tyske dramatiker . Den sætter fokus på misforholdet imellem uland og iland, men indkredser det hele til disse to par: Det, der blev hjemme med det nye køkken og Peggy Pickit-dukken, og det, der midt i nødhjælpsarbejdet knyttede sig til en forældreløs pige, som de til sidst måtte efterlade i urolighederne.

Og netop dét får frem i sin iscenesættelse af forestillingen. De fire var åbenlyst nære venner engang, men nu er stemningen akavet – ja, indimellem forfærdelig. Bebrejdelserne går i alle retninger. Dukkerne knækker halsen, Nirvana synger »entertain us«, og tapen findes frem. Forholdet er ødelagt for altid. De fire stirrer tomt ud i luften. Det var dén middag.

Med sine kun 65 minutter er ”Peggy Pickit ser Guds ansigt” en kompakt og særdeles effektiv forestilling. Sproget er levende, og stemningen er intens.

Desværre bliver skuespillet af de fire medvirkende for overfladisk til, at vi egentlig interesserer os for dem. Vi savner psykologisk dybde – både i de enkelte karakterer og i deres samspil.

Og måske er det i virkeligheden de mange afbrydelser, der forhindrer både skuespillerne og os i at blive revet med. Da Husets Teater og Teatret Svalegangen for snart syv år siden opsatte ”Peggy Pickit ser Guds ansigt”, havde forestillingen præcis den samme udfordring. Det må være muligt at forløse karaktererne, men det er altså ikke lykkedes i disse to produktioner.

Det er altså absolut en fordel, at forestillingen holder sig så kort og effektiv som muligt. Der er masser at tage stilling til – masser af spørgsmål at gå hjem med. Hvad nytter nødhjælpsarbejde og velgørende donationer i virkeligheden? Køber vi os bare fri af vores dårlige samvittighed, når vi smider en mønt i indsamlingsbøssen? Bekymrer vi os virkelig om det, der foregår uden for vores egen lille matrikel?


Af:  | Oversættelse: | Iscenesættelse: | Medvirkende: , , og | Scenografi og kostumedesign: | Lysdesign: | Lyddesign: | Produceret af:

Del dette indlæg