Kald det queerlighed

Det Kgl. Teaters velskabte ”Pride” blæser til kamp for LGBT-personers rettigheder, men i Skuespilhuset møder den kun et nikkende ekkokammer.

★★★★☆☆

Det er den tyske skuespiller og instruktør Falk Richter, der står bag performanceværket ”Pride” på Det Kongelige Teater i København. Og det er blevet til en virkelig sjov, fængende og sansebombarderende forestilling, der trods sin to timer lange maskingeværsalve imod den samme skydeskive aldrig bliver lang i spyttet.

Det skyldes blandt andet Wolfgang Menardis vidunderlige, roterende spejl-scenografi og Andy Besuchs farverige og humoristiske kostumer. Og det skyldes Falk Richters overskudsagtige kollage-iscenesættelse, der ligesom découpage er lag på lag af billeder, lak og glimmer. Indimellem foregår der tre forestillinger på én gang, og formatet skifter imellem dialog, videokunst, koreografier og sange. Der er faktisk ikke tid til at kede sig.

Men forestillingen er især fængende på grund af de historier, erindringer og anekdoter, som de medvirkende fortæller – vistnok udsprunget af de medvirkendes egne oplevelser. Vi hører eksempelvis om en homoseksuel kvindes opvækst i et katolsk miljø i Tyskland, hvor hendes seksualitet var en synd, og hvor lesbiske hverken var at finde på gaden eller i tv. Og vi hører om en fyr i det stille Vestjylland, som endelig springer ud over for sin familie, der beder ham om at holde det for sig selv.

Vi stifter bekendtskab med overgreb og drab på homoseksuelle – særligt i østeuropæiske og mellemøstlige lande. Og hvad angår forholdene her til lands viser der sig også stadig at være et stykke vej imellem heteroseksuelles og LGBT-personers rettigheder.

Hånden på kogepladen

På den måde behandler ”Pride” et særdeles vigtigt og tragisk aktuelt emne, som det absolut klæder nationalscenen at lægge hus til.

Desværre forsøger ”Pride” både at repræsentere LGBT-personer og fremprovokere en lighedskamp. Samtidigt. Og når vi sidder og føler os queer i Skuespilhuset, så virker slagordene temmelig malplacerede. Så runger det i ekkokamret. Og vi tænker, hvem har egentlig hånden på kogepladen her?

Jeg så for nogen tid siden ungdomsforestillingen ”Offside” af teatergruppen Hils Din Mor. Den handler om to fodbolddrenge, der bliver forelskede i hinanden, om hvordan de må springe ud over for deres venner og familier, og ikke mindst om den hårdnakkede skrøne, at der ikke findes homoseksuelle mænd i professionel fodbold.

Forestillingen spillede denne dag for nogle skoleklasser, og da vores to hovedpersoner kyssede hinanden, blev der sagt ad, rynket på næsen og grinet i salen. Og det er ikke nogen ualmindelig oplevelse for Hils Din Mor, fandt jeg ud af. Efterfølgende sætter de medvirkende sig ud på scenen til en aftertalk med eleverne, hvor de taler om alt fra fodboldfinter til undertrykte følelser og inklusion.

Skal vi tale om queer-forestillinger, der skaber forandringer, så er jeg altså ikke i tvivl om, hvor den største udvikling findes. Ikke desto mindre er ”Pride” som forestilling både vellykket, smuk og underholdende, og den skaber repræsentation for homoseksuelle såvel som alle andre, der har krav på at blive accepteret. Og dén repræsentation er et privilegium og en rettighed, som vi ikke må tage for givet.

Forestillingen spiller i Skuespilhuset i København til den 25. september 2021.

Manuskript: Falk Richter i samarbejde med de medvirkende | Iscenesættelse: Falk Richter | Medvirkende: Beck Heiberg, Anton Hjejle, Lukas Karvelis, Adil Laboudi, Johannes Lilleøre, Xenia Noetzelmann og Sofia Södergård | Scenografi: Wolfgang Menardi | Kostumedesign: Andy Besuch | Musik: Niels Ostendorf | Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen | Videodesign: Signe Emma | Lyddesign: Mads Stagis | Koreografi: Sofia Södergård i samarbejde med Beck Heiberg, Lukas Karvelis, Nadja Mattioli og Falk Richter | Produceret af: Det Kongelige Teater

Del med dit netværk