Det Kgl. Teaters ”Ragnarok” i Dyrehaven er mere show end teater

Kim Fupz Aakesons ”Ragnarok” udfolder sig med cirkusartister, musik og springvand i Det Kongelige Teaters enorme teatershow i Dyrehaven.

★★★★☆☆

Endnu en gang byder på et spektakulært teatershow for hele familien under åben himmel. Tusindvis af publikummer er der plads til på tribunerne, og på og omkring scenen er der formentlig mere end 100 mennesker engageret i at skabe forestillingen hver aften. Det skal altså være storladent.

Det er blevet en fast tradition for at producere en storstilet udendørsforestillingen, som skiftevist spiller en sommer i Dyrehaven ved København og en sommer ved Moesgaard Museum i Aarhus. De seneste forestillinger var vikingefortællingen ”Røde Orm” og eventyrklassikeren ”Hobitten”.

Denne gang er det vores allesammens mytologiske ursuppe, den nordiske mytologi – og ikke mindst myten om verdens undergang, som børnebogsforfatteren har dramatiseret. Vi møder menneskepigen Liv, der er kommet til Valhal som krigshelt, og som med kærlighed og fornuft forener guder og mennesker. Derudover behandler forestillingen det teologiske begreb ”trosbåndet”, som binder mennesket til gud, hvilket i Fupz Aakesons fortælling ikke afværger ragnarok, men gør mennesket i stand til at vælge det gode.

På den måde bliver ragnarok-myten gjort både begribelig og dramatisk for børn og voksne, og i krisetider som disse bliver den også aktuel. Dermed er ”Ragnarok” i Kim Fupz Aakesons dramatisering ideel som årets familieforestilling.

Hvad angår den stort anlagte produktion, så synes man igen i år at forfølge et more is more-princip, hvor effekter og tricks indimellem overskygger fortællingen. Det er det gennemgående problem i ”Ragnarok”, hvor cirkusartister på line, stylter, trapez og andet ganske overdøver fortællingen.

Dygtige skuespillere på scenen får ikke formidlet det mindste. Kun , der spiller hovedrollen som Liv, får så meget scenetid og fokus i iscenesættelsen, at vi mærker hendes karakter. Og skaber en så tydelig og gakket Thor, at han skinner igennem som forestillingens komiske indspark. Ellers drukner hele Valhals arsenal af halv- og helguder i vejrmøller og badutspring.

Men selvom teatershowet bliver mere show end teater, så må man også erkende, at det for børnefamilier bliver en oplevelse med mange mindeværdige øjeblikke. Og dét har jo også en værdi.

”Ragnarok” består såmænd også af lutter dygtighed. Vejen fra Asgård til dødsriget Hel går via liner hen over publikums hoveder, hvorpå to linedansere får hjerterne op i halsen på os. Musikken er velspillet og stemningsfuldt komponeret af Amalie Bruun alias Myrkur. Og instruktør har fuldstændig styr på at iscenesætte store sceneoplevelser.

har skabt en stor, reflekterende scenografi med et lag af vand på scenegulvet, som de medvirkende sjapper rundt i. Derudover sprøjter det op over scenografien med høje vandstråler, så vi får fornemmelsen af, at det hele foregår inden i en fontæne med levende guder som skulpturelt motiv. Er dét idéen, så er det en sjov idé. Og har skabt kostumer, der er lige til den futuristiske side for denne anmelders smag, men som trods alt matcher spejlscenografiens udtryk.

Det smukkeste i Dyrehaven denne aften er dog det gamle træ til venstre for scenen, som har belyst så smukt og farverigt, at det for denne anmelder kom til at repræsentere Yggdrasil. Og i det hele taget lykkes forestillingen igen i år med at inddrage de omgivelser og naturlige kulisser, som hører med til at spille udendørs.

“Ragnarok” spiller i Jægersborg Dyrehave til den 1. juli 2023, samt ved Moesgaard Museum i sommeren 2024.


Dramatiker: Iscenesættelse:  | Assisterende instruktør: Komponist: Myrkur | Medvirkende: , , , , , , m.fl. | Scenografi:  | Kostumedesign:  | Lysdesign:  | Lyddesign: Koreografi:  | Cirkuskoreografi: Produceret af:

Del dette indlæg