Rottefælden overlevede corona og sparker gang i livet igen

Rottefælden har lånt Svendborg Teater for at få plads til alle, men trods de lidt kommunale omgivelser er der både liv og bid i årets revy.

★★★★☆☆

”Det er nu, vi skal leve livet sammen!”

Sådan lyder det i Peter Oliver Hansens udmærkede åbningsnummer i årets Rottefælden. Den svendborgske revy siger farvel og tak til corona. Vi gider ikke flere aflysninger!

Det hørte da også til en af de mere tragiske aflysninger, da Rottefælden som landets ældste revy sidste år måtte lade tæppet gå uden applaus. Især fordi revyen ikke var omfattet af en generel nedlukning, men blev berørt af en række restriktioner, der gjorde det økonomisk umuligt at gennemføre. Og kun én ting er værre end en aflyst Rottefælden, og det er en konkursramt Rottefælden.

I år er man kommet coronarestriktionerne i forkøbet og har flyttet revyen fra det lille teater, der ligger romantisk placeret i en lysning i skoven, til det mondæne og temmelig kommunale Svendborg Teater i bymidten, hvor der er plads til flere gæster i flere sektioner.

Ophobet satire

Straks efter åbningsnummeret går Mikkel Schrøder på scenen, og han har meget på hjerte. Over et års ophobet satire rumsterer for at komme ud. Og som en skudsalve fra et maskingevær fyrer han og de tre andre medvirkende en kavalkade af musikalske, politiske parodier af. På få minutter kommer vi omkring alle de vigtigste personer i dansk og international politik. Pyha, så kom vi da også i gang!

Herefter går det over stok og sten med musikalske revynumre og sketches. Vi kommer lidt ned i tempo, da Jan Schou synger Leif Maiboms suveræne tekst – til Kenneth Sichlaus lige så suveræne melodi – om ensomheden i en coronaboble. Her ser vi ikke bare Jan Schous styrke som tekstformidler, men også revygenrens styrke i vekselvirkningen imellem det vanvittige show og den sjælfulde revyvise.

Præcis ministerkritik

Og efter visen, hvor vi er kommet ned i tempo og har slået lyttelapperne ud, kommer sæsonens foreløbigt skarpeste kulturminister-kritik. Den er bygget op som en tretrinsraket, hvor Joy Mogensen først ringer til Mette Frederiksen, fordi hun har glemt, hvad hun er minister for foruden kirke og sport. Dernæst kommer hun ind med en tom hjælpepakke – og får fornærmet et par kunstnere på vejen. Og til sidst laver hun et regulært forsvindingsnummer.

Mere præcist kan Joy Mogensens ministertid vel næppe beskrives. Rikke Hvidbjerg og Peter Krogholm står bag det vellykkede nummer. Og kapelmester Jens Krøyer bidrager til sketchen med cirkuslignende musik, der får det hele til at fremstå præcis lige så absurd, som virkeligheden er.

Parodierne ligner dårligt

Overordnet kan man sige om revyen, at den lyder godt. Der er et par overraskende skuespillervalg på revyholdet. Til gengæld bliver Rottefælden en revy med usædvanligt gode sangstemmer, der bakkes dygtigt op af Jens Krøyers orkester.

Men jeg har aldrig før set en revy med så dårlige parodieringer. Det gælder både skuespillet og maskeringerne. Bortset fra Jan Schous dronningeparodi, så er der næsten ingen, vi ville kunne genkende, hvis de medvirkende ikke var så venlige at give os et hint eller ligefrem at præsentere deres roller for os.

Parodien er en svær kunst, og den ser vi ikke meget til i Svendborg. Men ellers er den 140 år gamle revy i topform.

Rottefælden spiller i Svendborg til den 14. august 2021.

Tekst og musik: Peter Oliver Hansen, Jens Krøyer, Mikkel Schrøder, Vase & Fuglsang, Leif Maibom, Rasmus Søndergaard, Morten Holm-Nielsen, Kenneth Sichlau, Rikke Hvidbjerg, Peter Krogholm, Lukas Birch, Søren Anker Madsen, Ib Christoffersen m.fl. | Iscenesættelse: Carsten Friis | Medvirkende: Rikke Hvidbjerg, Jan Schou, Mikkel Schrøder og Joachim Knop | Kapelmester: Jens Krøyer | Scenografi: Jens Aas | Koreografi: Line Friis Pedersen | Lysdesign: Claus Hall Nielsen | Lyddeisgn: Anders Brincker | Produceret af: Rottefælden

Del med dit netværk