ANMELDELSE: Rottefælderevyen 2016, Rottefælden

En stærk og moden revy med god stemning og fine rytmer, men også med en anelse for meget rutine i benene.

4 af 6 stjerner

For 134. år i træk går skuespillere på scenen i skovbrynet i Rottefælden – som er navnet på både skoven i den nordlige del af Svendborg, samt det gamle og anerkendte teater, som har spillet sommerrevy hvert år siden 1883. De seneste 18 år med skuespilleren Jan Schou som galionsfiguren, der byder velkommen under sommerhimlen med programmer under armen, lyserøde pailletter og et smittende humør. Rottefælden er således noget, der hører den sydfynske sommer til.

Christine Astrid Nielsen, Pelle Emil Hebsgaard, Jan Schou og Ann Hjort Foto: Pressebillede
Christine Astrid Nielsen, Pelle Emil Hebsgaard, Jan Schou og Ann Hjort
Foto: Pressebillede

Men kan en så traditionsrig sommerrevy stadig bidrage til satiren og den unikke scenekunstform, som revyen er? Og kan den ikke mindst samtidig underholde både lokale svendborgensere og andre besøgende danskere? Når Ann Hjort og Christine Astrid Nielsen giver den som sladrende havnepiger på syngende sy’fynsk, så er der i hvert fald genkendelseslatter i salen – omend denne anmelder ikke kan vurdere, om dialekten er ramt helt rent. Og når Den Kgl. Ballet flytter deres statslige arbejdspladser til Svendborg, og af nød må ansætte lokale ballerinaer fra Svendborg Gymnastikforening, så bliver kostume-komikken taget til sit yderste med en Jan Schou i tylskørt og fjer, samt en overordentligt veludrustet Pelle Emil Hebsgaard med en næsten ekstremistisk pagehårs-paryk.

Vi kommer også omkring den politiske satire med sketchs som “Mig, mig, mig” med den måske kommende amerikanske præsident, Donald Trump, og “Go’ appetit” med tv-kokken Claus Holm, som laver mad til politiske møder. Og den filosofiske mave bliver også mættet med viserne “Tænketanke” om overtænkeri og “Flueben” om at sætte hak ved livet. Og over hele linjen er der god, gammeldags feelgood-stemning.

Sammensætningen af tekster og sange, flowet igennem forestillingen og iscenesættelsen af de enkelte sketchs er klogt og rutineret behandlet af Michel Castenholt og holdet bag revyen. Men ser vi til gengæld på de enkelte sketchs’ indhold, så er kvaliteten pludselig af meget varierende kvalitet – til tider overraskende slapt. Vi har en sketch om en indvandrer, der begår bankrøveri, som foregår uden noget dramaturgisk eller logisk forløb, og så har vi en sketch om en voksen mand, som besøger sin mor, hvor hendes nye og legesyge hund hos sønnen opfattes som en ung og viril elsker. Men dobbeltheden i replikkerne er søgte, og pointerne er forcerede i teksten, og så er der reelt kun plathed tilbage, som skuespillerne, musikerne og iscenesætteren må forsøge at kompensere for.

Revyen har desværre også en uheldig snert af fordomsfuld indstilling til ‘de fremmede’ – omend den ikke synes at være tilsigtet. Men når man spiller en græsk mand, som bor og befinder sig på en strand på Lesbos, og samtidig giver ham et gebrokken dansk udtale – og det hverken har komisk eller logisk mening, så bliver det en anelse usmageligt på den usexede måde. Det samme gælder sketchen med den hijab-klædte, saudiarabiske kvinde, som synger om import/eksport, kvindeundertrykkelse og kongeligt statsbesøg, hvor hele sangen handler om lidt af det hele, men uden at tage et standpunkt. Eller sketchen med Grimhøj-imamen, som synger en fordansket version af den fordomsfri musical-sang “I am what I am” (fra “La Cager aux Folles”), mens han danser som en 1 meter høj mand på et bord og synger om piskeslag og stening af kvinder. Politisk ukorrekthed er altid velkomment på revyscenen, men kun hvis det bruges til noget. Det bliver i Rottefælden mest brugt til at gentage vore egne fejl og understøtte vore egne fordomme – det flytter ikke på vores forståelse af verden. Vi er så at sige de samme, når vi går hjem, som da vi kom.

Ann Hjort og Jan Schou Foto: Pressebillede
Ann Hjort og Jan Schou
Foto: Pressebillede

Ikke desto mindre er Rottefælderevyen 2016 en gennemgående positiv oplevelse. Man føler sig hjemme i Rottefælden, og man føler sig godt modtaget – både af Jan Schou i døren, men ikke mindst af revyens kapelmester, Jens Krøyer, som sidder bag klaveret med et evigt lyst og varmende smil. I 14 sæsoner har han siddet naglet til pianobænken i Rottefælden, og uden afbrydelser siden 2006, og kombineret med hans store og kompetente bidrag til revyens musikalske side er han et uvurderligt aktiv for Rottefælderevyen. Det er så usigeligt vigtigt, at musikerne i en revy – såvel som i en anden cabaret, show- eller musikforestilling – både ledes og motiveres af en deltagende og engagerende kapelmester som Krøyer.

Også på scenen er revyen besat med stærke revy-kræfter: Ann Hjort, som altid funkler på scenen, hvad enten hun er burhøne i heldragt, en stilfærdig setup-dronning til Jan Schous i øvrigt fabelagtige Dronning Margrethe-parodi, eller selv står forrest med de komiske pointer. Jan Schou, som specielt de tilbagevendende revygæster elsker for hans blotte tilstedeværelse på scenen. Den fremadstormende Pelle Emil Hebsgaard, som har fået kickstartet karrieren med bl.a. Tivoli-revyen “Tam Tam”, rollen som Genie i “Aladdin – the musical” og titelrollen i “Jean de France“. Og endelig Christine Astrid Nielsen, som indtager alle hjerter med sin udstråling og sit komiske nærvær i sine roller, samt med en formidabel stemme i visen “Tænketanke”.

Rottefælden 2016 er således en kvalitetsrevy med gode forudsætninger, men der skal kræses lidt mere for detaljerne og finpudses lidt på teksterne, før der er tale om en egentlig succesrevy.


Medvirkende: Jan Schou, Ann Hjort, Christine Astrid Nielsen og Pelle Emil Hebsgaard | Iscenesættelse: Michel Castenholt | Kapelmester: Jens Krøyer | Musikere: Guy Moscoso og Ole Caspersen | Scenografi: Pia Ullehus, Henning Pedersen og Michel Castenholt | Kostumer: Hanne Mørup

Hvad mener du? Skriv din kommentar her.