Et mislykket teatereksperiment på Republique

Forestillingen “Selvmordets anatomi”, som lige nu spiller på , er et interessant men mislykket konceptuelt eksperiment.

★★☆☆☆☆

Eksperimentet er interessant; vi møder tre kvinder fra tre generationer i den samme selvmordsramte familie, og så følger vi deres tre fortællinger simultant. Det vil sige, at scenerne i de tre fortællinger ikke spilles på skift af hinanden, som man normalt ville gøre, men simpelthen samtidigt. Til tider er der altså tre dialoger i gang på samme tid.

Over dørene i huset står årstallene 1973, 2003 og 2033, da forestillingen begynder. Disse døre repræsenterer henholdsvis Carol, Carols datter Anna og Annas datter Bonnie. Huset er barndomshjemmet, og det er her, de tre kvinders minder om fødsler såvel som dødsfald har hjemme.

”Selvmordets anatomi” handler om, hvordan selvmord går i arv fra forælder til barn. En grufuld kendsgerning, der understøttes af statistikker. Den britiske dramatiker Alice Birch har skrevet teksten med både stor følsomhed og respekt, hvilket også er kendetegnende for ' iscenesættelse og de medvirkendes skuespil.

Det er ikke et let stof at begive sig ud i, men det får lov at blive både grimt og ærligt. Der bliver ikke pyntet eller forklaret. Det har ikke været forestillingens formål.

Distancedrama

Men kan man overhovedet spille tre forestillinger på én gang, uden at vi bliver rundtossede af det? Og kan man befinde sig i tre forskellige tider på én gang? 

Det sidste er overraskende nok det, der lykkes bedst. Vi forstår konceptet straks, og derefter holder vi egentligt ret nemt styr på, hvem der hører til hvilken fortælling. Men formen distancerer os uundgåeligt fra fortællingerne.

Det første – at spille tre forestillinger samtidigt – er til gengæld en absolut mislykket affære. Der er få øjeblikke, hvor to af de tre historier er uden ord, og her mærker vi, hvad teksten faktisk kan, når den får lov at få sin plads i forestillingen.

Derudover betyder eksperimentet i praksis, at skuespillerne skal holde nogle gevaldige og højst besynderlige tænkepauser, fordi deres replikudvekslinger trods alt skal passe ind i nogle andres replikudvekslinger på scenen.

Dialogerne bliver sløve og usammenhængende, dramaet bliver drænet for energi, og hele skuespilkunsten bliver reduceret til, hvorvidt man evner at se naturlig ud, mens man venter på sit stikord. Og igen er det med til at distancere os fra forestillingen.

Det er ærgerligt, at vi ikke får lov at komme tættere på. Eksperimentet, såvel som Ida Grarups smukke men stilistiske scenografi og ditto iscenesættelse, holder det hele ud i strakt arm. Vi forlader teatret med tørre kinder, men vi takker for forsøget.


Dramatiker: Alice Birch | Oversættelse:  | Iscenesættelse: | Medvirkende: , , , , , , , m.fl. | Scenografi og kostumedesign: | Lysdesign: | Produceret af:

Del dette indlæg