Julehygge med tristesse på Odense Teater

Julekalenderen ”Snefald” fungerer vældig godt i teaterversionen på , hvor handlingen er skåret ned til to velfortalte timer.

★★★★☆☆

Det var svært ikke at fortabe sig i julekalenderen ”Snefald”, da den blev vist på DR i 2017. Den forunderlige verden Snefald, hvor julemanden og nisserne bor, var eventyrlig og mystisk. Og ikke mindst var Julius en løjerligt utjekket version af julemanden, som man kun kunne elske.

har nu sat den op på scenen i en dramatisering af Hilde Hagerup og Hanne Hagerup, som er to af de oprindelige tv-manuskriptforfattere. Og resultatet er blevet en næsten lige så eventyrlig og julehyggelig teaterforestilling.

Karaktererne fra tv-julekalenderen er indfanget og fortolket fint af Odense Teaters ensemble. Særligt er godheden selv som Julius, mens tiltrækker masser af sympati som pigen Selma. Og er både akavet og rørende følsom som Selmas midlertidige værge, Ruth.

Og det er måske karakterernes kvaliteter, der er det mest afgørende at få med ind på scenen, for selve historien i tv-julekalenderen havde svært ved at fylde alle 24 afsnit ud. Det problem har vi heldigvis ikke i teatret. Her er historien komprimeret til lidt over to timer, og alligevel virker det, som om det hele er kommet med. Og det er i øvrigt vældig velfortalt.

Scenografien af Krogh & Bjørnvad er funktionel, udtryksfuld og lige til at spise. Det gælder særligt det smukt dekorerede Snefald-land, som med store snefnug og hyggelig landsbystemning bliver lige så vidunderligt et nissehjem, som det var i tv-versionen.

Desværre har forestillingen også et par medfødte problemer. Vores hovedperson Selma skulle gerne være et barn, og det samme gælder hendes ven Håkon (). Og det spiller de i øvrigt fint begge to. Men når Selma samtidig går i klasse med en flok børn, der faktisk er børn, får vi svært ved ikke at se Selma som en lidt for voksen skoleelev.

Samtidigt er der jo brug for nissebørn i Snefald-landet, ligesom Selmas hund, Kasper, også er temmelig afgørende for historien. Her giver forestillingen et indtryk af ”det muliges kunst”, da man har fundet både børn og hund, der klarer opgaven, men langtfra er prangende.

Og endeligt er der musikken, som fungerede ganske fortræffeligt til tv-julekalenderen, men bliver alt for melankolsk på scenen. Særligt er den store, lykkelige slutning – med julefest og det hele – en smule ufestlig, fordi vi simpelthen slutter i en underlig tristessestemning rent musikalsk.

Men det er ikke desto mindre en smuk slutscene og i det store hele en vellykket teaterversion af NRK's ”Snøfall”, vi nu kan se på .


Dramatisering: Hilde Hagerup og Hanne Hagerup | Bearbejdet af: Synne Teksum og Marianne Sævig | Oversættelse: | Komponist: Henrik Skram | Iscenesættelse og koreografi: og | Medvirkende: , , , , , , , , , , , , m.fl. | Scenografi og kostumedesign: Krogh & Bjørnvad v/ og | Videodesign: | Lysdesign: | Lyddesign: | Produceret af:

Del dette indlæg