Mere end et hørespil
"Til eftertiden" fortæller os ikke en traditionel historie, men skaber en postapokalyptisk tilstand lige midt i vores egne karantænehjem.
Kræver teater en krop? Det er åbenlyst, at hørespil er en fortællegenre i sig selv – den har ligesom film sine egne karaktertræk og sine egne virkemidler, der ikke er lig med teatrets. Og som regel er det jo sådan, at teatret er et sted, vi går hen.
Men AKT1's karantæneværk "Til eftertiden" foregår i den stue, som jeg sidder og lytter til værket i. Den bliver inde i hovedtelefonerne eller højtalerne, ja, men værkets scenografi er mit karantæneramte hjem. Et sted, hvor sovesofaen nu har været slået ud
Dette indlæg kræver abonnement
Som abonnent på mortenhede.dk får du ubegrænset adgang til hundredevis af teateranmeldelser og artikler om dansk scenekunst. Opret abonnement ved at vælge din månedlige pris herunder.
Vær opmærksom på, at abonnementet udelukkende er til personlig brug. Dit login må derfor ikke deles med andre, ligesom du ikke må printe eller kopiere indholdet uden særskilt tilladelse.
Er du allerede abonnent? Log ind her.
Vil du dele indlægget?
