ANMELDELSE: Troen og ingen, Svalegangen

Efter musikeren Søren Huss’ album “Troen og ingen” tager Teatret Svalegangen med denne teaterkoncert livtag med døden og de efterladtes kulsorte sorg.

Det var en trafikulykke, der fik musiker og sanger Søren Huss til at skrive og udgive soloalbummet “Troen og ingen” i 2010. Han mistede sin kæreste, og albummet gennemstrømmes af en sorgfuld og ensom tone, som Teatret Svalegangen lykkes med at oversætte til en musikdramatisk, teaterkoncert-lignende forestilling.

Svalegangens “Troen og ingen” fremtvinger tårer på kinderne hos publikum. Det er næsten umuligt at undgå, når man igennem forestillingen lytter til musikken, der meget ekspressivt omslutter publikum.

Ligeledes bliver de få monolog- og dialogbårne scener akkompagneret af et diskret lydbillede, som forlænger det musikalske udtryk i sangene til et næsten gennemkomponeret soundtrack. Og det lykkes at dyrke sorgen som udtryk i samtlige 80 minutter, uden at det bliver monotont. Derfor er det musikalske i forestillingen særdeles vellykket og effektfuldt.

Når vi ser på det visuelle udtryk, som i særdeleshed er i kraft af scenografien af Siggi Òli Pálmason og derforuden også videodesignet af Jens Mønsted, er der ligeledes tale om en velovervejet og kraftfuld oplevelse. Lyset skaber fortællinger lige så vel som musikken, og de utallige sorte papkasser, som scenografien er opbygget af, giver mange associationer. Ikke mindst for denne anmelder til Rachel Whitereads kunstinstallation “Embankment” (Tate Modern, London), som scenografien synes at være inspireret af.

Iscenesættelsen af instruktør og teaterchef Per Smedegaard lever også op til de høje ambitioner, som han som idémand på forestillingen har haft.

Dog ser vi på scenen en Nikolaj Mineka (i rollen som den efterladte kæreste), der får en større opgave som sanger, end han evner at løfte, mens hans særlige egenskaber som karakterskuespiller ikke får plads nok til at folde sig ud. Men det skuespil, vi ser, er på et ganske højt niveau. Omvendt ser vi en Ashok Peter Pramanik (i rollen som bror til den afdøde), som ikke får lov at udnytte det vokale talent, som vi tidligere har set og hørt, at han besidder.

Af de fire medvirkende er det Jullie Hjetland, der tager de største stik som sanger på scenen. I de små og delvist komiske (og tragikomiske) scener, der bryder ind i forestillingens musikalske flow, er hun desuden velegnet som comic relief i rollen som phoner hos en dyrevelfærdsorganisation. Også Laura Kold fremstår naturlig og følsom i rollen som veninde til den afdøde.

Manuskriptet af Jeanette Munzert er desværre ikke på et niveau, der kan måle sig med kvaliteten i resten af produktionen. Replikkerne nærmer sig til tider det banale, og scenerne læner sig op ad klicheer og oplagte dramatiske valg. Dramaturgisk fungerer scenerne dog efter hensigten, og de bidrager overordnet set til en velafbalanceret og dynamisk forestilling – men på replikniveau er der plads til mere fantasi og poesi, så de sagte ord står mål med de sungne.

Ikke desto mindre er disse ankepunkter kun mindre knaster i træet, og der er altså tale om en forestilling med gode og professionelle præstationer. Iscenesættelsen er ligetil og forståelig, og der er styr på forestillingens overordnede koncept.

Derfor er Svalegangens “Troen og ingen” en forestilling med noget på hjerte, en klar hensigt og et kraftfuldt udtryk, som både betager og bevæger. Forestillingen spiller ind til den 3. marts 2018.

Musik & tekst: Søren Huss | Manuskript: Jeanette Munzert | Idé og iscenesættelse: Per Smedegaard | Medvirkende: Nikolaj Mineka, Jullie Hjetland, Ashok Peter Pramanik, Laura Kold m.fl. | Kapelmestre: Niels Søren Hansen og Nikolaj Heyman | Musikere: Niels Søren Hansen, Nikolaj Heyman, Tom Bilde og Benedikte Borum Poulsen | Scenografi: Siggi Òli Pálmason | Videodesign: Jens Mønsted | Produceret af: Teatret Svalegangen