ANMELDELSE: Væbnet med vinger, Teatret Ved Sorte Hest

75 forholdsvist kedelige minutter

”Væbnet med vinger” er en udtryksfuld skildring af Strunges maniodepressive sind, men også en ret kedelig performanceforestilling.

★★★☆☆☆

Digteren Michael Strunge døde som 27-årig i 1986. Han var maniodepressiv, og under en manisk periode i foråret 1986 var han indlagt på Rigshospitalet. Han var dog hjemme i nogle af weekenderne, og under et hjemmebesøg den 8. marts sprang han ud ad vinduet fra sin lejlighed på Østerbro.

Hans sidste ord var: »Nu kan jeg flyve!«

Han nåede at udgive 11 digtsamlinger, og i performanceforestillingen ”Væbnet med vinger” samler en række digte og tekstuddrag til en teaterkoncertlignende, musikalsk monolog, der i høj grad kan betragtes som en fortolkning af Strunges sindstilstand.

Det maniodepressive er forestillingens gennemgående motor, og det kommer stærkt til udtryk i både Billie Joy Alexanders iscenesættelse og skuespiller Christian Gade Bjerrums præstation. Men ikke mindst er punkpoetens sorte væsen portrætteret i forestillingens syrede miks af videoklip, lyddesign og glimmeriscenesættelse.

Utydeligt formål

På Teatret Ved Sorte Hest genopsættes forestillingen lige nu, hvor spiller rollen, som musikeren spillede tilbage i 2016. Og selv om Bjerrums performance har flere kvaliteter, så sætter han også lighedstegn imellem rollen på scenen og Michael Strunge. Og det gør formålet med forestillingen utydelig. For som portræt af personen Strunge er ”Væbnet med vinger” enormt unuanceret og nærmest klichéagtig.

Heldigvis får Strunges værker masser af plads i forestillingen, og der er derfor meget godt at komme efter, hvis man er fan af eller nysgerrig på det bemærkelsesværdige forfatterskab. Og Katinka Bjerregaards lydunivers fungerer strålende som en forlængelse af den stemning, som forestillingen dyrker.

Det væsentligste problem med forestillingen er dog, at den består af 75 forholdsvist kedelige minutter. Stemningsskiftene er store, men der er ingen spændingsopbygning imellem dem. Det hele bliver særdeles sort-hvidt, og det fratager os muligheden for at undre os eller spejle os.

Farlige følelser

Her har man en oplagt mulighed for at vække farlige følelser i os som publikum, som vi måske ikke lader os selv føle særligt tit. Og vi har mulighed for at stille spørgsmål til vores egen opfattelse af virkeligheden – er den virkelig så virkelig, som vi tror? Men da vi går fra forestillingen, tænker vi mest bare: »Nå.«

På vej hjem fra teatret læser jeg et par Strunge-digte for mig selv. Først her mærker jeg for alvor, hvilken kraft der ligger i ordene. Har forestillingen hjulpet denne oplevelse på vej? Givetvis. Men netop derfor må vi konstatere, at forestillingen har svært ved at stå alene.


Med digte af: Michael Strunge | Idé, iscenesættelse, scenografi og manuskript: | Komponist: og | Medvirkende: | Produceret af:

Del dette indlæg