Beretninger fra en krigs overlevende ofre

Dokumentarbogen “Zinkdrengene” af hviderussiske Svetlana Aleksijevitj opføres i en kraftfuld og temmelig omfattende teaterversion af .

★★★★☆☆

Lyden af flyvemaskiner kommer bragende ud af højtalerne i begyndelsen af forestillingen. Er det ikke lidt for højt? Eller er det kun lige akkurat højt nok til, at vi reelt får fornemmelsen af krig? Vi kan mærke i mellemgulvet, hvordan flyene flyver faretruende lavt hen over os. Vi er i krig.

Forestillingen “Zinkdrengene”, der er skabt af teatret og spiller på , er baseret på en dokumentarisk bog af hviderussiske nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj om den afghansk-sovjetiske krig fra 1979 til 1989. Døden, afmagten og meningsløsheden gennemstrømmer forestillingen, der bliver et regulært katalog over krigens ofre – og her er det ikke kun de døde, men i høj grad også de overlevende og efterladte, der menes.

“At dø er let – det er at leve, der er svært,” lyder en replik i forestillingen. Replikkerne kommer fra bogen, der kommer direkte fra interviews med vidner til krigen.

Her møder vi den efterladte mor, der sidder sørgende foran sin søns soldaterbillede. Og vi møder den ptsd-ramte veteran, der forsøger at tæske lidt mening ind i minderne, mens kammeraten sidder ved siden af og griner ad tragikomikken.

Zinkdrengene - AKUT360 på Husets Teater
, og . Foto: Henrik Osten Rasmussen

De medvirkendes replikker er ligesom udsagn, og indimellem kigger de ud i luften imod intervieweren, som stiller dem et spørgsmål, de efterfølgende svarer på. På den måde er bogens præmis om udsagn fra krigens vidner bibeholdt, selvom vi hverken hører eller ser intervieweren.

I store træk fungerer forestillingen som en samling monologer, som de fire medvirkende skiftes til og indimellem deles om at fremføre. Resten af tiden sidder de øvrige medvirkende i baggrunden og lytter.

Det skaber på den ene side et fint nærvær, at de umærkeligt sidder og reagerer på hinandens fortællinger. Også når de nogle gange sidder med ryggen til. På den anden side udfordrer det vores fornemmelse af stederne, hvor scenerne foregår, der hele tiden synes at være i et underligt ingenmandsland.

Forestillingen varer tre timer, hvilket måske også er til den lange side, når der sker så lidt i scenerne – og ikke mindst imellem scenerne. Der er ingen monologer, som føles malplacerede eller overflødige. Omvendt er der heller ingen scener, der føles uundværlige. Der burde altså kunne skæres en anelse.

Og det er, som det altid er med remedieringer: Vi skal kunne se en mening med, at dette værk sættes op på en scene. Det er ikke så nemt at få øje på med “Zinkdrengene”. Ikke desto mindre er der tale om en mærkbar scenekunstoplevelse, som ikke mindst bæres af fire vidunderlige skuespilpræstationer.

“Zinkdrengene” spiller på til den 15. maj 2021.


Tekst: Svetlana Aleksijevitj | Oversættelse: Jan Hansen | Iscenesættelse og bearbejdelse: | Medvirkende: , , og | Scenografi: | Komponist: | Lysdesign: | Lyddesign: | Produceret af:

Del dette indlæg