ANMELDELSE: Christian Fuhlendorff – Det sjovt

“Det sjovt” er teknisk begavet comedy af Christian Fuhlendorff

bliver teknisk mere og mere raffineret, men i hans nye onemanshow “Det sjovt” savner vi nogle af hans gamle tricks.

★★★★☆☆

For en anmelder kan det være ganske provokerende, når en komiker eller et teater skyder anmelderne noget i skoen eller lader anmelderne indgå i forestillingen. Som da som kampråb i en sketch råbte: “Hvad kæmper vi for? 5 stjerner i Jyllands-Posten!” Så sidder man dér som Jyllands-Postens anmelder og får lyst til at give dem alt andet end 5 stjerner.

På samme måde vifter også med en rød klud foran anmelderne, når han i sin programtekst til showet “Det sjovt”, der ifølge ham selv er et temaløst show, skriver:

“Mellem os, det er faktisk meget lettere at finde på en rød tråd og alt det der pjat, end det er at skrive en god joke. Det er derfor så mange af os gør det – og anmelderne lader ikke til at opdage noget.”

For det første må det gerne være let at lave noget godt. Hvem har sagt, at kunst skal være svært? For det andet vil jeg påstå, at det ikke er den røde tråd i sig selv, som anmelderne og publikum falder for, men det at ville os noget med sin standup. Comedy skal være sjovt. Først og fremmest. Men som komiker har man også taletid, og som kritikere skal vi vurdere, om dén taletid er brugt på noget fornuftigt.

Antikoncept-koncept

Det betyder ikke, at der behøver at være en rød tråd i et comedyshow, men at materialet – udover at være sjovt – også skal have en værdi i sig selv. Vi skal ikke blive dummere af comedy, modsat hvad Fuhlendorff ellers inviterer til i showet.

Ligesom med alt andet scenekunst – som comedy altså også er – skal scenen afspejle virkeligheden. Det kan sagtens være i en joke om, hvordan børneopdragelsen fejler, eller hvordan mænd taber diskussioner med kvinder. Og det kræver ikke nogen rammefortælling. Det kræver ingen rød tråd. Det kræver kun, at man er i stand til at tale om virkeligheden.

Og dét gør jo hele tiden. Og i hvert eneste show. Hans observationer og anekdoter kommer i høj grad fra hverdagssituationer, og i de senere år er vi blevet lukket længere og længere ind i familielivet med både ægteskab, børn, kæledyr og ferier. På den måde kunne man påstå, at Christian Fuhlendorffs tema altid er det samme, selvom showets titel og rammefortælling skifter fra gang til gang.

Det gælder også “Det sjovt”, der måske i endnu højere grad end hans tidligere shows har et klokkeklart tema. Og scenografien, der foruden den klassiske taburet til vandglasset er skåret ned til et krøllet bagtæppe, er jo også en scenografi. Den er ikke et fravalg, men er med til at udtrykke præmissen om, at det er hans jokes, der er i fokus. Showets anti-koncept er altså et koncept i sig selv. Jeg kalder dit bluf, Fuhlendorff!

Komisk overskud

Men lad os tage ham på ordet og se “Det sjovt” som et forsøg på at fjerne alt andet end den velskrevne joke – hvilket i parentes bemærket er paradoksalt, når Fuhlendorff netop er kendt for ikke at skrive jokes, men improviserer sit materiale frem. Hvis “Det sjovt” kun skal være sjovt, må vi altså spørge os selv: Er det sjovt nok?

er en formidabel komiker. Da han dukkede op, var han skelsættende for dansk comedy. Nu har vi vænnet os til ham, hvilket (desværre) gør os mindre overraskede, når han gang på gang trækker værktøjer op af værktøjskassen, som de færreste komikere er i stand til at håndtere.

Det er nærmest virtuost, når han skifter imellem en klassisk joke-opbygning med setup og punchline, farceagtig storytelling og karakterbåren situationskomik. Og hvor de fleste komikere bygger en joke op om en præmis, som til sidst viser sig at være anderledes (kaldet bait-and-switch), så har han komisk overskud til at ændre præmissen adskillige gange inden for samme joke, så vi til sidst bliver helt rundtossede.

Selvom showet ikke har et tema, så viser det sig, at materialet emnemæssigt kredser ret meget om døden og andre umiddelbart usjove emner. Hvis vi nu ikke skal kalde det en rød tråd, så er det i hvert fald tilbagevendende i showet, at han “bare” forsøger at være sjov, men hele tiden kommer til at tale om noget alvorligt. Og så må han skifte emne, fordi det jo var meningen, at det skulle være sjovt.

Holder øje med uret

Og sjovt er det! Men det er ikke Fuhlendorffs sjoveste show. Og måske var det heller ikke den bedste aften i Amager Bio, selvom han – tilsyneladende for første gang – besøger sin egen hjemegn med et onemanshow, og det helt klart giver showet en ekstra dimension af lokale referencer.

Flere gange undervejs kiggede han på sit armbåndsur, som om han skulle nå noget. Og uanset om det var tilsigtet og måske havde en vag pointe i showet, så giver det en stressende oplevelse hos publikum. Hvem kan slappe af sammen med én, der konstant har et halvt øje på klokken?

Noget af det, han kan allerbedst, er at få materialet til at fremstå uforberedt og impulsivt, men denne gang synes showet for manuskriptstyret. Hans såkaldte act outs – som eksempelvis i hans første onemanshow, hvor han havde to usynlige rum på scenen, hvor de henholdsvis gode og dårlige jokes satte sig ind – er et af hans kendetegn og absolut sjoveste greb. Men den slags dukker kun op ganske få gange.

“Det sjovt” er altså sjovt, men ikke SÅ sjovt. Hans jokes bliver til stadighed mere og mere raffinerede, men vi vil også gerne se ham så uforudsigelig og slagtende morsom, som vi har set ham før. Det så vi ikke denne gang i Amager Bio.

Showet er på turné i hele landet til den 15. december 2021.

Del dette med dit netværk