“Coronamonologerne” minder os om teater
Vi genkender følelser og tanker hos os selv i Østerbro Teaters “Coronamonologerne”, mens vi glædes over de dramatikere, vi savner i teatret.
★★★★☆☆
“Jeg gad godt sige et eller andet mega klogt om corona, ikk'? Altså COVID, dér, 19.”
Sådan lyder den første replik i den første af Østerbro Teaters “Coronamonologerne” på osterbroteater.dk. Monologen hedder “Tak for sidst shithead” og er skrevet af forfatter og dramatiker Christina Hagen.
Med et sindrigt sprog sætter hun menneskets fatale dumhed over for et pindsvin, der modsat os dør, fordi det ikke ved bedre. Og Ida Cæcilie Rasmussen formidler teksten, så vi både mærker forfatterens humor og situationens alvor.
Teksten minder os om os. Vi ser også pressemøderne. Vi følger med i nyhedsstrømmen og opdager medier, vi aldrig før havde hørt om. Vi går lange ture og forarges over dem, der også gør det. Vi spørger os selv, hvor dén gummihandske sidst har været. Og vi udnævner os selv til eksperter og knækker tungen på “epidemiologi” som aldrig før.
Og i virkeligheden er vi bange. Også bange for, om vi nu er bange nok. Og det udtrykker den fint skrevne og vel spillede “Tak for sidst shithead” fortrinligt.
14 – eller 11 – skarpe monologer
Således kom vi godt fra start med “Coronamonologerne” den 1. april 2020. Siden fulgte yderligere 13 videoer drypvist, indtil den 14. og sidste blev offentliggjort den 19. maj 2020.
Og videoerne deler en corona-krise-karantæne-stemning, men er ellers vidt forskellige i både udtryk og form. Tre er dem er ikke engang monologer, men sange, der alligevel har sneget sig med i strømmen. Og det må man jo bare betragte som en fejl. Et hændeligt uheld. En svipser. For Østerbro Teater ved vel nok, hvad en monolog er.
De elleve egentlige coronamonologer viser til gengæld, at vi har nogle særdeles skarpe og velskrivende dramatikerstemmer iblandt os.
Særligt velfungerende er Thomas Korsgaards “Du må ikke blive sur”, hvor Anders Budde Christensen indtaler en telefonsvarerbesked til sin ven. Han indrømmer, at han mødtes med en date, selvom det var meningen, at man skulle holde afstand.
“Jeg prøvede virkelig,” siger han i monologen, “men det er jo en 2-personers sofa.”
I præcise vendinger og med samme realisme-humoristiske tone, som Korsgaards bøger også er kendetegnet ved, sætter han ord på trangen til nærvær og menneskets hjælpeløshed over for sine naturlige drifter.
De forbudte tanker
Også Tine Høeg formår at sætte ord på noget, som er blevet genkendeligt for mange under nedlukningen. I monologen “Simple Feast” indleder Benedikte Hansen med at konstatere, at hun har slået sin mand ihjel. Han er pludselig hjemme hver dag, og hun trænger til ro.
Hun har skåret hans tunge ud og lagt den i sprit. Og midt i det hele rejser hun sig, åbner vinduet og råber ad en amatørmusiker, der synger i gården: “Så hold dog kæft dernede, vi skal jo kunne være her allesammen.”
Mindst lige så rørende og humoristisk er Lise Baastrups hvidvinsdrikkende single Sandra i “Et kram uden handsker” af Jenny Lund Madsen. Hvordan søger man sex på nettet uden at virke hverken billig eller uforsvarlig.
Det kræver et par forsøg, og undervejs bliver der fyldt mere i glassene. Efterhånden bliver det vanskeligt at udtale et ord som bruttonationalprodukt og samtidig virke appelsinfri.
Mere film end teater
“Coronamonologerne” byder også på mere filmiske forsøg, hvor eksempelvis Ellen Hillingsø i Madame Nielsens “Corona virus vanvid 2020” har indtalt monologen som lyd og skabt en videoside til.
Også Jokum Rohdes “Sidste rapport fra Europa”, der er en dystopisk fortolkning af nedlukningen, har Alexander Clement givet så meget mediekærlighed, at det fremstår som et egentligt filmværk.
De er begge ganske udmærkede monologer, og fungerer også strålende som en del af “Coronamonologerne”. Men de minder os også om, at vi ser film. De minder os om skuespillernes blikretning i kameraet, over, under og ved siden af kameraet.
De minder os om, at på trods af gode teatertekster, så er dét, vi skal bruge vores dramatikere til, stadig at lave teater. Derfor kan vi håbe på, at initiativet er et udtryk for, at Østerbro Teater og andre danske teatre i fremtiden vil give mere plads til monologer på scenen. Det kunne vi have godt af.
- “Tak for sidst shithead” af Christina Hagen med Ida Cæcilie Rasmussen
- “Du må ikke blive sur” af Thomas Korsgaard med Anders Budde Christensen
- “Corona virus vanvid 2020” af Madame Nielsen med Ellen Hillingsø
- “Grædepunktet” af Kristina Stoltz med Signe Egholm Olsen
- “Hver morgen er jeg frisk og rask” af Anna Bro med Danica Curcic
- “Svip” af Pia Juul med Tammi Øst
- “Inden alt det med Henrik” af Tomas Lagermand Lundme med Morten Hee Andersen
- “Simple Feast” af Tine Høeg med Benedikte Hansen
- “En dag med mig i karantæne” af Naiha Khiljee med Ellaha Lack
- “Sidste rapport fra Europa” af Jokum Rohde med Alexander Clement
- “Is-tid” af og med Thorbjørn Radisch Bredkjær alias Bisse
- “Et kram uden handsker” af Jenny Lund Madsen med Lise Baastrup
- “Flæns mig” af og med Louise Alenius
- “Mens verden går under” af og med Suzanne Brøgger og Jeanett Albeck
Videoerne er produceret af Østerbro Teater
