Søren Sætter-Lassens indbildt syge nyder virkelig sine læger

Mens de medvirkende leverer fremragende solopræstationer i ”Den indbildt syge”, savner vi skarphed og ensretning i både timing og udtryk.

★★★★☆☆

Én af coronakrisens største gåder må være, hvorfor ”Den indbildt syge” ikke spiller på alle teatre i år. For der findes vel ikke nogen mere oplagt klassiker at tage ned fra hylden netop nu, hvor vi igennem halvandet år har sprittet, tildækket og isoleret os i blind tillid til lægerne, virologerne og de såkaldte myndigheder.

Komedien handler om den rige gubbe Argan, der konstant tilkalder læger og apotekere for at få ordineret miksturer og lavementer. Vi ved ikke, hvad han fejler. Formentlig er han frisk som en fisk. Men han er rædselsslagen for de sygdomme, som han kunne få. Hans ængstelighed får ham til at tvinge sin datter til at gifte sig med en læge imod hendes vilje, så han altid har akut lægehjælp i nærheden. 

Da den franske komediedigter Molière havde skrevet ”Den indbildt syge” og i 1673 selv spillede rollen som Argan, kastede han pludselig blod op på scenen i Paris. Et par timer senere var han død. Komedien, der altså blev hans sidste, skrev han, mens hans helbred blev værre og værre. Og den var både en kritik af lægestandens lidt for løstsiddende recepter og de mennesker, der bruger livet på at gardere sig imod døden.

Mesterlig komediespil

Men det er altså kun Det Kongelige Teater, der har valgt at tage Molières højaktuelle komedie op igen i denne sæson. Og heldigvis besætter Søren Sætter-Lassen hovedrollen, som han – som forventet – leverer mesterligt.

Når han tæller sine medicinflasker og noterer i sin dagbog, er han både nedtrykt, udkørt, bekymret og lykkelig på samme tid. Han nyder virkelig sine læger. Når han bare siger ordet “læge”, smager han på ordet, som var det et smeltende stykke chokolade på tungen. Han nyder det lige så meget, som han fejrer en god tur på tønden ved at komme dansende ind i stuen med en stribe toiletpapir flagrende som et flag efter sig.

Han er uden tvivl forestillingens højdepunkt og hele turen værd. Han får desuden god opbakning udi det komiske med Tina Gylling Mortensen i rollen som tjenestepigen Toinette, der ligesom en Pernille-karakter i Holbergs komedier driver historien fremad med intriger og skumle planer.

Også Alvin Olid Bursøe, der kun er inde i en enkelt scene, imponerer som den småt begavede lægestuderende Thomas, som Argan vil have sin datter gift med. Den får ikke for lidt med store armbevægelser og akavet erotik, og selvom det er simpelt, så er det også virkelig sjovt.

I den modsatte grøft er Jens Jørn Spottag i rollen som Argans bror, Béralde. Han bliver i parentes bemærket også leveret ganske komisk. Men han er først og fremmest historiens eneste fornuftige og almindelige menneske, hvilket han fornemt lykkes med at balancere i et univers fyldt med karikerede arketyper. Han sørger for, at forestillingen ikke tipper over til det rene gak.

Forskelligrettede udtryk

Men trods de komiske kvaliteter på scenen, så har man ikke rigtig fået ”Den indbildt syge” ordentligt i mål i Thomas Bendixens iscenesættelse. Rent komisk stritter virkemidlerne i for mange retninger, ligesom timingen hos flere af de medvirkende simpelthen er for sløv. Vi går glip af rigtig meget godt at grine ad, fordi det forsvinder i en uheldig levering.

Maja Ravns smukke og gennemførte scenografi af et højt jernhegn, der som et isolationskammer holder omverden ude – eller Argan inde – passer stilmæssigt rigtig dårligt til førsteelskeren Cléantes engelsksprogede kærlighedspopsange. Det bliver et mærkeligt sammenstød, der skurrer i ører og øjne.

Teksten er i øvrigt udmærket bearbejdet af instruktør Thomas Bendixen, men ligesom med iscenesættelsen ville tekstbearbejdelsen også have godt af nogle lidt skarpere kanter.

“Den indbildt syge” spiller i Skuespilhuset i København til den 12. november 2021.

Dramatiker: Molière | Oversættelse: Peer Hultberg | Iscenesættelse og bearbejdelse: Thomas Bendixen | Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Tina Gylling Mortensen, Christiane Gjellerup Koch, Marie Reuther, Frida Sofie Sigurth, Jens Jørn Spottag, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Martin Bo Lindsten og Alvin Olie Bursøe | Scenografi og kostumedesign: Maja Ravn | Lysdesign: Mathias Hersland | Lyddesign: Jonas Vest | Produceret af: Det Kongelige Teater

Del med dit netværk