ANMELDELSE: Det begynder at blive koldt om fødderne, Teatret Svalegangen

Hvad skal vi stille op med det meningsløse?

Døden kommer tæt på i den rørende monolog ”Det begynder at blive koldt om fødderne” af og med teaterskaberen .

★★★★☆☆

har en særlig evne for at tage store, eksistentielle spørgsmål helt ned på jorden og marinere dem i underfundig humor og underspillet tragik. Både som dramatiker, instruktør og skuespiller er han hædret med nogle af dansk scenekunsts vigtigste priser – senest Danske Teaterjournalisters hovedpris, Teaterpokalen i 2017.

Nu står han igen på scenen med soloforestillingen ”Det begynder at blive koldt om fødderne”, som han også selv har skrevet. Det er en monolog om at nærme sig livets udløbsdato og forholde sig mere og mere til døden.

Vi får et indtryk af, at forestillingen er en privat fortælling om, hvordan han inden for kort tid har mistet tre nære personer i sit liv. Og det er én af Hans Rønnes største styrker: Han er altid ægte. Spørgsmålet er, om det kan kaldes skuespil eller blot er en særlig form for troværdighed. For spiller ikke en rolle. Han spiller sig selv, men med en mere eller mindre digtet historie at fortælle.

Det er bestemt meningen, at vi skal tænke, at dette er en privat historie. For den egentlige forestilling, som skal spille, kommer aldrig i gang. Monologen bliver dermed en slags uformel strøm af tanker, som ligger vores skuespiller på sinde, mens han gør sig klar til at spille teater.

Det fungerer udmærket som en anledning til at få fortalt noget personligt. Konceptet holder også, når forestillingen er slut. Indimellem bliver det dog en lidt langsommelig historie, som både dramaturgisk og spændingsmæssigt savner et kærligt snit hist og pist.

Løbende mascara

Det lave tempo klæder ellers forestillingen, og indholdet er for vigtigt til at sætte for meget damp på kedlerne. Derfor skal kedsomheden bekæmpes med en fintskåren historie, der ikke ryster for meget på hånden. Det lykkes denne monolog ikke med.

Ikke desto mindre er der tale om en relevant forestilling med nogle klare budskaber – eller i hvert fald spørgsmål.

Rønne fortæller om en situation, hvor han sidder på en café. Han har for kort tid siden mistet sin ven til kræft, og nu sidder to veninder ved bordet ved siden af ham i træningstøj med speltboller og spinat på tallerkenen og taler om, hvordan kræft kan være selvforskyldt. Vi føler virkelig med vores ellers rolige hovedperson, da han koger over og mister grebet om situationen.

Hvordan skal vi forholde os til det meningsløse? Det spørgsmål er vel relevant for alle aldersgrupper, selv om åreforkalkning og nattetisseri måske mest hører den ældre generation til. Det var i hvert fald både unge og gamle, der forlod teatret denne aften med løbende mascara og våde kinder.


Ide og manuskript: Iscenesættelse: Medvirkende: Scenografi: Lys og teknik: | Produceret af:

Del dette indlæg