ANMELDELSE: Googleren, Det Kongelige Teater

“Googleren” skulle have været på scenen

Det var meningen, at “Googleren” skulle have spillet på scenen, men nu er den omformet til en digital version. Og det klæder ikke værket.

★★☆☆☆☆

Den anden originale udgivelse fra Det Kongelige Teaters online-univers KGL Xtra, der er skabt under coronanedlukningen, er Julie Petrine Glargaards nyskrevne værk “Googleren”. Den første var det smagfulde og følsomme familiedrama “Karantæne“, som var udviklet til lejligheden.

“Googleren” skulle derimod have haft premiere sammen med Sonja Ferdinands “Jello Shot” i Skuespilhuset i slutningen af april under KGL Dansk, Det Kongelige Teaters laboratorie for ny dramatik. I stedet har teatret valgt at omforme “Googleren” til et online-videoværk, som havde streamingpremiere i denne uge.

Det klæder desværre langt fra værket. Vi føler os klemt inde i en snæver ramme og en søgt præmis. Og så savner vi de sceniske virkemidler, som forestillingen har kritisk behov for, og som man ikke kan genskabe med et webkamera i et tilfældigt hjem.

Og man kan måske argumentere for, at det er urimelige vilkår at producere under. “Googleren” var netop ikke skabt til skærmen. må have set en scene for sig, da hun skrev forestillingen – eller i det mindste udviklede konceptet.

Men titlen lugter jo lidt af internet, og derfor virker det også umiddelbart oplagt at omforme den til et streaming-format. Ikke desto mindre er det formatet, der står i vejen for, at “Googleren” lykkes.

Et værk, vi gik glip af

Vi oplever vores hovedperson, Mark (), ved sit skrivebord. Han er censurkonsulent hos Google og lever af at gennemse videoer, der er af stødende karakter. Vi hører om nogle af eksemplerne. Og dét er ikke for sarte sjæle.

Arbejdet har tilsyneladende også ramt ham. Han skulle egentlig give et webinar om onlineadfærd, men han distraheres kontinuerligt fra emnet. Hans chef ringer. Han skal til psykolog.

Situationen bliver mere og mere desparat. Og da han til sidst må lukke for kameraet og afbryde webinaret, er stemningen højspændt.

Desværre er vejen derhen alt for lang. Vi savner fremdrift. Vi ser skuespilleren på nærmeste hold, og der sker en masse i hans udtryk. Alligevel bliver pauserne for lange, og spændingen forsvinder. Vi skal hele tiden samle vores nysgerrighed op fra gulvet.

Det skyldes ikke alene den ensformige og stærkt begrænsede setting, som værket er skabt i, men også den sproglige del af Julie Petrine Glargaards tekst, som bliver for formelt og for statisk.

Værket kunne sandsynligvis sagtens have fungeret på en scene, hvor det visuelle udtryk har væsentligt flere værktøjer at arbejde med. Og selvom man skal passe på med at sammenligne de to medier, scenen og filmen, så er “Googleren” altså først og fremmest et scenisk værk. Et værk, som vi er gået glip af.


Dramatiker: Iscenesættelse:  | Medvirkende: | Scenografi: | Lyddesign og redigering: Produceret af:

Del dette med dit netværk