Hvor (og hvad) er markedet?
Madame Nielsens “Markedet (er ikke noget sted)” kritiserer klogt markedskræfterne, men teksten står i vejen for skuespillernes udfoldelse.
★★★★☆☆
Vi er til afgangsforestilling på Den Danske Scenekunstskole i Odense. Nogle sidder i teatersalen, og andre sidder hjemme ved skærmen og kigger med på livestream. Vi kigger med, fordi vi her har chancen for at lære de nyuddannede skuespillere at kende og få en fornemmelse af deres evner.
Men “Markedet (er ikke noget sted)” giver ikke plads til, at skuespillerne kan udfolde sig som solister. Hele vejen igennem forestillingen skifter skuespillerne imellem karikerede roller som en kinesisk iPhone-samler, en græsk EU-borger og Karl Marx.
Det bliver for overfladisk og ensformigt, og vi kan hverken mærke skuespillernes bredde eller dybde. Der er tydeligvis talent over hele linjen – men hvor vidt rækker talentet? Derfor er det ikke det rette tekstvalg til en afgangsforestilling.
Markedet er overalt
Ser vi bort fra dét, så er såvel teksten som Christoffer Berdals iscenesættelse ualmindeligt klar i spyttet, og kritikken af det markedsstyrede samfund er ikke til at overse.
Hvor er markedet? Når vi køber en iPhone, er vi en del af markedet, og vi slæber både os selv og fabriksarbejderen, der har samlet telefonen for en minimal løn, ind på det samme marked. Og når vi taler om det indre marked, er det så det samme indre marked for både en dansker og en græker?
Når man kommer ind på teaterskolen, tager man en plads, som en anden derfor ikke kan få. Er det et marked? Hvad med når storkapitalen vil købe rettighederne til afgangsforestillingen? Og når en af de medvirkende lige skal tjekke det med sin agent først? Er det også et marked?
Markedet er også en bank, som ingen penge har i boksen, men som lever af de penge, vi låner af dem. Så når Karl Marx taler om ‘Geld', så er det måske i virkeligheden ‘gæld', han mener.
Kontant kritik
“Markedet (er ikke noget sted)” er en særdeles underholdende forestilling, der bider fra sig. Men bider den sig fast? For vi kan høre nok så mange gange, at den er helt gal, men det får os sjældent op af stolene.
Hvor mange af vores penge skal Danske Banks bestyrelse forære sig selv, før vi vælger at skifte bank? Vi kan jo bare gøre det. Men der er langt fra tanke til revolution.
Forestillingens styrke er, at den på velskrevet og veliscenesat vis sætter tankerne i gang. Måske er det ikke dén, der sætter et spyd i brystet på markedskræfterne, men den gør os bevidste om de lænker, vi har fæstnet om anklerne. Og det er ét af teatret fineste opgaver.
Dramatiker: Madame Nielsen | Bearbejdelse: Madeleine Røn Juul, Mathias Bech og Christoffer Berdal | Iscenesættelse: Christoffer Berdal | Medvirkende: Andrea Øst Birkkjær, Emma van der Vleuten Busk, Kimmie Liv Sennova, Mads Emil Duelund Hansen, Viktor Pascoe Medom, Emilie Rasmussen og Emil Veber Rasmussen | Scenografi og kostumer: Kisser Rosenquist | Lysdesign: Kim Littau | Produceret af: Den Danske Scenekunstskole i samarbejde med Odense Teater
Del med dit netværk
