”Mutter Courage” er ikke aktuel nok
Krigen har ingen vindere i Bertolt Brechts ”Mutter Courage og hendes børn” fra 1939, der på Det Kgl. Teater bliver for teknisk dominerende.
★★★★☆☆
I 1939 banker Anden Verdenskrig kraftigt på porten i flere europæiske lande. Samme år skriver tyske Bertolt Brecht forestillingen ”Mutter Courage og hendes børn”, mens han selv er flygtet fra det nazistiske regime. Forestillingen omhandler krigen – men ikke dén krig.
Vi møder Mutter Courage under Trediveårskrigen i 1600-tallet. Hun har tre børn. Sammen rakker de rundt i det krigshærgede Europa med en vogn og sælger fornødenheder til soldaterne. Imens forsøger hun at holde sine børn ude af kampene, men krigen tager dem én efter én, mens hun slæber afsted med sin handelsvogn.
”Mutter Courage og hendes børn” betragtes som et af de største antikrigsværker nogensinde, ligesom den og andre af Brechts skriverier berømmede ham som en af tidens største systemkritikere.
Med Bertolt Brecht kom også en helt ny måde at skabe teaterfortællinger på. Nu kunne skuespillerne både sige replikker til hinanden og til publikum, ligesom de pludselig kunne springe ud i dans eller variere fortællingen med en sang. Verfremdung (distancering) kaldes det. Vi skal vide, at vi er i teatret, så vi tager stilling og ikke fortaber os i fiktionen, mente Brecht.
I Sigrid Strøm Reibos iscenesættelse på Det Kongelige Teater er de brechtske greb bibeholdt, mens Trediveårskrigen er blevet oversat til alverdens krige igennem tiden. Dermed kan ”Mutter Courage og hendes børn” stadig ses som et krigskritisk teaterstykke, der vil os noget i vores samtid. Men lykkes det?
Fordrukken feltpræst
På skuespillersiden ser vi flere udmærkede præstationer. Karen-Lise Mynster er rap og snarrådig som Mutter Courage, og Fanny Louise Bernth mimer sig til vores sympati som den stumme datter Kattrin. Mest fremtrædende er dog Anders Hove som den fordrukne feltpræst, der fægter livstruende ukontrolleret med en økse, mens han fuldemandssnakker, så vi må sidde og holde os for øjnene af skræk.
Desværre bliver produktionen for stor og teknisk tung med scenegulve, der hejser sig op og ned som bølger, hvor Mutter Courages handelsvogn ligger som et sørøverskib på et oprørt hav. Billedsproget bliver for dominerende, og meningen forsvinder i havskummet sammen med stålkonstruktioner og svævende lamper.
Desuden er historien så generel, at den mister sin betydning her og nu. Den bliver mest af alt en historie om den krig, som Brecht hentydede til i 1939, og ikke om krigen eller krigene, vi kæmper i dag. Dermed bliver ”Mutter Courage og hendes børn” mere historisk interessant end aktuel. Og hvis ikke vi bruger Brecht til at se kritisk på vores samtid, så misser vi pointen med at opsætte ham.
Dramatiker: Bertolt Brecht | Oversættelse: Madame Nielsen | Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo | Medvirkende: Fanny Louise Bernth, Karen-Lise Mynster, Mathias Skov Rahbæk, Sigurd Holmen le Dous, Jens Jørn Spottag, Anders Hove, Özlem Saglanmak, Martin Bo Lindsten, Morten Brovn, Peter Christoffersen, Rikke Bilde og Alvin Olid Bursøe | Komponist: Paul Dessau | Kapelmester: Simon Toldam | Scenografi og kostumer: Katrin Nottrodt | Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen | Lyddesign: Rasmus Kreiner | Koreografi: Oleg Glushkov | Produceret af: Det Kongelige Teater
Del med dit netværk
