ANMELDELSE: Skønheden og Udyret, Odense Teater

Eventyr med juletræ og fransk burlesque

En kabaret med viltre feer og et romantisk eventyr om ægte kærlighed smelter sammen i Odense Teaters ”Skønheden og Udyret”.

★★★★☆☆

Det franske folkeeventyr ”La belle et la bête” af Gabrielle-Suzanne de Villeneuve er blevet til en af Disneys største succeser. Men det er ikke Disneys version, der netop har haft premiere på . Det er en teaterversion fra 2010 af britiske Lucy Kirkwood, hvor historien bliver fortalt af feer, og det hele får et drys jul og en knivspids burleske.

Et par feer og en kanin udgør værtskabet for aftenens forestilling. De står foran tæppet og taler med publikum, mens de i øvrigt forsøger at lægge låg på deres indbyrdes stridigheder om en sang, der enten skal eller ikke skal synges. Og hvad mon teatrets ledelse synes om, at man fortæller et gammelt eventyr på den moderne teaterscene?

Når tæppet går op, ser vi eventyret udspille sig for øjnene af os. Faderen forvilder sig ind på Udyrets slot, hvor han snupper en rose med hjem til sin datter, Skønheden. Men Udyret stopper ham og kræver, at hvis han tager rosen, skal han komme tilbage til middag sammen med datteren.

Vi får en klump i halsen

Hele eventyrfortællingen lægger sig i grove træk op ad Disneys klassiker – ikke mindst hvad angår de smukke kjoler og Udyrets uhyrlige udseende. Men også eventyrbidderne har fået et komisk tvist i Lucy Kirkwoods teaterversion.

Og samlet set fungerer forestillingens koncept udmærket. Vi hepper på kærligheden, vi får en klump i halsen, og vi griner ad vittighederne. Det er en god aften i teatret.

Skønheden og Udyret - Odense Teater
og . Foto: Emilia Therese

Også de medvirkende er alle komfortable i den sære kombination af komik og romantik. Særligt er yndig og fyndig som Skønheden, der både klæder det fine slot og samtidig befinder sig bedst i prinsens aflagte stumpebukser. Ligeledes er tilpas bestialsk og blid som Udyret, som vi både frygter og elsker på Skønhedens vegne. Og vi må i øvrigt tage hatten af for hans fysiske indsats, når han springer rundt i scenografien på alle fire.

er elskelig som Skønhedens far, og er løjerlig som den mærkværdige kabaretvært Mr. Pink. Og Signe A. Mannov er vidunderligt fransk og fyrig som feen Cecile, mens giver den som både kanin og den forbitrede søster Lettice.

Der er noget med størrelsen

Der er dog noget med størrelsen, der ikke stemmer. Scenerne, hvor tæppet er trukket for, og feerne står på forscenen og gøgler, fungerer fremragende som en intim kabaret. Men når tæppet går fra, ser det hele meget spinkelt ud.

De medvirkende formår ikke at fylde scenen – hverken fysisk eller karaktermæssigt, ligesom enmandsorkestret mere ligner en økonomisk prioritering end et kunstnerisk valg. Et mindre swingorkester og en flok statister havde sørme set godt ud.


Dramatisering: Lucy Kirkwood | Bearbejdet af: Lucy Kirkwood og Katie Mitchell | Oversættelse og iscenesættelse:  | Komponist og musiker: | Medvirkende: , , , , , og | Scenografi og kostumer: Lysdesign: Lyddesign: og | Produceret af:

Del dette med dit netværk