ANMELDELSE: Som i himlen, >>TEATRET<<

Forestillingen “Som i himlen” er en yderst vellykket teaterbearbejdelse af den svenske, Oscar-nominerede film “Så som i himmelen”, bearbejdet af Hans Rønne og Victor Marcussen.

Gitte Baastrup har skabt en guddommelig simpel scenografi til “Som i himlen” i form af et, nå ja, scenegulv, samt en bagvæg bygget op af gamle kommoder. På scenegulvet tog kun nogle stole, et klaver og en stige plads. Alt sammen holdt i varme og støvede farver og materialer, der ligefrem lugter af hengemthed og hemmelighed. En simpelhed, som tjener et vigtigt formål, når man i denne forestilling har 12 skuespillere flyvende frem og tilbage på scenen i to timer.

For netop sådan får vi balance, og det tomme scenegulv bliver til et lærred, hvorpå figurerne konstant bevæger sig imellem hinanden, som for at fastholde denne balance. For at maleriet ikke skal vælte. Snart står de alle 12 på stribe, snart er én karakter efterladt midt på gulvet, og snart er de i grupper over hele scenen. Og i samspil med lyssætningen af Poul Jepsen får forestillingen en visuel helhed, som netop kendetegner den iscenesætter, Hans Rønne er.

Ikke nok med, at han – Hans Rønne – selv står på scenen i en lille, forsigtig rolle, så er han også instruktøren bag forestillingen, og det er også ham, der sammen med hovedrolleindehaveren Victor Marcussen har omskrevet dette svenske, Oscar-nominerede filmmesterværk til scenekunst. Og denne gang er det ingen undtagelse, at Rønnes iscenesættelser såvel som skuespilpræstationer i høj grad brillerer på det visuelle niveau.

Bearbejdelsen fra film til teater er såmænd også ganske vellykket, omend sceneskiftende til tider lænede sig unødvendigt meget op af det filmiske med skift i tid og rum. Det blev mere distancerende end forførende. Til tider gav disse hurtige skift dog en god dynamik til de mere langsommelige ‘føle-føle-scener’, som er direkte importeret fra den svenske filmudgave.

Som dirigenten Daniel Daréus er Victor Marcussen det perfekte valg. Han, med sine følsomme hænder, gummibløde knæ og stenhårde blik, får os andre til at falde med sig. Falde for pigen. Falde tilbage. Falde død om. Og vi har ikke sympati for Victor Marcussens Daréus, fordi han er smuk eller charmerende, men fordi han er ægte.

I denne forestilling synges klange, som vi almindelige mennesker ikke kan tyde. Når hele koret synger sine individuelle toner, bliver det til et Kubrick-agtigt dødsbrøl, men klangen holder vand, og selvom det ikke er til at holde ud, så er det langt fra uudholdeligt. Det er ægte. På samme måde er korets sange ægte. Og når Anna Ur Konoy – dog lidt musical-agtigt iscenesat – træder frem og synger sin solosang, så er det lige til at få våde øjne af. Det er sådan her, musik og skuespil virkelig kan arbejde sammen.

“Som i himlen” er en respektfuld oversættelse fra film til teater, fra svensk til dansk, fra det nordlige Sverige til det nordlige Jylland. Visuelt er forestillingen gennemført iscenesat, og skuespillerne lever langt hen ad vejen op til de tårnhøje forventninger, man kunne have til så stærkt et hold af medvirkende. Vi får desværre rig mulighed for at se disse dygtige skuespillere i profil, og ikke så meget mulighed for at se deres kønne ansigter. Og desuden mangler holdet en fælles takt rent skuespilteknisk. Når nogle spillede stort spil, var der andre, der næsten meldte pas. På det punkt kom forestillingen ikke helt i mål til danmarkspremieren.

Forestillingen “Som i himlen” er produceret af >>TEATRET<< og Teater O og spiller på Godsbanens Åbne Scene frem til den 27. september 2014.

Original filmmanuskript: Kay Pollak | Teaterbearbejdelse: Victor Marcussen og Hans Rønne | Iscenesættelse: Hans Rønne | Scenografi og kostumer: Gitte Baastrup | Medvirkende: Victor Marcussen, Josephine Park, Bue Wandahl, Anni Bjørn, Anna Ur Konoy, Lars Dammark, Pia Hessner, Daniel Bevensee, Anders Valentinus Dam, Uffe Kristensen, Marie Netterstrøm og Hans Rønne