ANMELDELSE: The Cheyenne are Leaving, Why Not Theatre Company

Noel vil dø i sin rede

I Tanja Mastilos “The Cheyenne are Leaving” skal Noel vælge imellem at flygte fra krigens rædsler eller insistere på at blive i sit hjem.

★★★★☆☆

Hvilken krig er det, der okser afsted derude i gaderne, mens vi sidder trygt og varmt i vores højryggede lænestol og drikker afternoon tea? Det er da revnende ligegyldigt. For når vi blot kan lukke verden udenfor ude, så kan vi egentlig leve fint med vores egne vrangforestillinger. Virkeligheden kan tidsnok banke på døren.

I Tanja Mastilos engelsksprogede drama ”The Cheyenne are Leaving” møder vi en berømt forfatter, Noel, der har lukket sig inde i sin lejlighed og tildækket sine vinduer med avispapir. Nu har han kun sine bøger og den båndoptager, som han går rundt og taler til.

har skabt en imponerende scenografi af hvide mursten, der gør Noels hjem til en slags bunker eller beskyttelsesrum midt i krigens hærgen, hvor han tilsyneladende kan opholde sig i årevis uden for virkelighedens rækkevidde.

Men selvfølgelig banker det på døren, og Noel bliver overtalt til at lukke den unge mand, Leon, ind, som efter sigende skulle have løbet tværs igennem krigszonen for at nå frem til Noel. De kender ikke hinanden, men de får alligevel vendt op og ned på hinandens livssyn.

Skal man insistere på at blive i sit hjem, indtil man bliver tvunget derfra, eller skal man stikke af, mens tid er? Det er et vældig interessant spørgsmål, som stiller med forestillingen.

Bøjet i neon

Således er ”The Cheyenne are Leaving” på visse punkter et absurd eksistentialistisk stykke a la ”Mens vi venter på Godot”.

Men har i sin iscenesættelse forsøgt at skubbe forestillingen i en mere naturalistisk retning og krydret den med en håndfuld surrealistiske indspark. Det bliver en noget stilforvirret oplevelse, der desværre også står i vejen for vores forståelse af manuskriptet.

De to skuespillere, og , spiller deres roller godt, men også temmelig ensidigt. Deres karakteriseringer er tydelige, og de formår at skabe et fælles udtryk på scenen. Men vi savner karaktermæssig dybde og nuanceringer i deres motivationer.

Manuskriptet er overordnet set velskrevet på replikniveau, men dramaturgien bliver for simpel. Der er strøet lidt mystik og unheimlich-agtige elementer ud over historien, men deres effekt går tabt. Og de slet skjulte antydninger, såsom navnet Leon, der er Noel stavet bagfra, og de konstante far-søn-referencer, får efterhånden teksten til at fremstå ret banal.

Ikke desto mindre er forestillingen særdeles interessant. Og selvom vi indimellem føler, at tolkningen er bøjet i neon for os, så giver den os stadig nogle væsentlige refleksioner med hjem.

“The Cheyenne are Leaving” spiller på til den 5. december 2020.


Af:  | Iscenesættelse: | Medvirkende: og | Scenografi og lysdesign: Produceret af:

Del dette indlæg