Sublim skildring af Thit Jensen i “Valkyriens kamp”
“Valkyriens kamp” er en velskrevet, biografisk forestilling om Thit Jensen, der sætter fokus på en 100 år gammel og stadig aktuel kønskamp.
★★★★★☆
Sidste sommer havde Det Flydende Teater premiere på “Annas verden” – en forestilling om, hvordan Anna Ancher stod i skyggen af sin mand og sine mandlige skagensmalerkollegaer. Nu er teatret tilbage med endnu en markant kvinde i dansk kulturhistorie, og omdrejningspunktet er stadig ligestilling.
“Valkyriens kamp” handler om forfatter Thit Jensen, der omkring år 1900 og frem gjorde sig ualmindeligt bemærket i kampen for kvinders rettigheder og muligheder. Særligt kæmpede Thit Jensen for seksualoplysning til kvinder og retten til at vælge moderskabet til og fra.
Her 100 år senere virker det umiddelbart som en sag, der for længst er vundet, men metoobevægelsen vidner om, at der stadig er lidt usikkerhed om, hvem kvindens krop tilhører. Derfor er “Valkyriens kamp” en væsentlig, aktuel og særdeles nødvendig forestilling.
I min anmeldelse af “Annas verden” kritiserede jeg flere kønsteaterforestillingers behov for at måle kvinders succes op imod mændenes. Sammenligningen imellem Anna Ancher og Michael Ancher var dog oplagt, og den udstillede uligheden fortræffeligt.
Ikke mindre oplagt er sammenligningen imellem Thit Jensen og hendes bror, nobelprismodtageren Johannes V. Jensen. Men i “Valkyriens kamp” bliver han kun en bifigur, og Thit Jensen står derfor stærkere som forestillingens hovedrolle, ligesom hendes kamp får en gyldighed i sig selv – ikke i kraft af eller på trods af mændene.
Thit Jensen og skæbnegudinderne
Det er dramatiker Julie Petrine Glargaard, der står bag manuskriptet til “Valkyriens kamp”, og det er spækket med gode replikker og skarpe kommentarer. De får Thit Jensen til at fremstå som en begavet debattør med en sylespids retorik.
Forestillingen er bygget op omkring den nordiske mytologis norner, der ved foden af træet Yggdrasil spinder skæbnens tråde. Nornerne ser vi i skikkelse af Christine Worre Kann og Marie Louise von Bülow, der ledsager forestillingen musikalsk. De er klædt i sort med noget, der kunne ligne ravnefjer på skuldrene, og over dem har scenograf Nikolaj Heiselberg Trap placeret Yggdrasil.
Og det er jo netop skæbnen, Thit Jensen forsøger at kæmpe imod. Sin egen skæbne som kvinde, hvis livsformål traditionelt set er at blive gift og føde børn, og skæbnen for en lang række dårligere stillede kvinder, hvor børn fører til fattigdom og i yderste konsekvens samfundets kollaps.
Samtidig er Thit Jensens egen livstråd gennemgående i forestillingen. Af nornerne bliver hun i begyndelsen spurgt, om hun vil have sin livstråd smykket med roser eller laurbær – altså bryllupsbuket eller sejrskrans; kærlighed eller krig. Hun vælger laurbærrene, hvilket viser sig også at være en ensom skæbne.
Julie Petrine Glargaard har vist lænet sig op ad biografier som Hanne Faldborgs “Thit – et skæbneportræt” (Septem, 1998) og Jens Andersens “Thit – den sidste valkyrie” (Gyldendal, 2006). Det gør ingenlunde dramaet ringere, men tegner tværtimod et mere retvisende – omend måske karikeret – billede af den virkelige Thit Jensen.
Fremragende karakterarbejde
Iscenesættelsen af Pelle Nordhøj Kann er dyster og lavmælt, ligesom scenografien af Nikolaj Heiselberg Trap er dunkel og – ja, ærligt talt – temmelig kedelig. Den smukke have ved kunstmuseet Sophienholm er ‘pyntet' med over et dusin grå gravsten, og det, der ikke er gråt, er sort. Selv livstræet Yggdrasil ser dødt ud i Heiselberg Traps skeletagtige udtryk.
Gravstenene viser sig at kunne åbnes og flyttes på, og de bliver flittigt brugt i Nordhøj Kanns iscenesættelse, men der gemmer sig ikke skyggen af overraskelse inden i dem eller i brugen af dem.
I forhold til spillet imellem karaktererne, savner vi også det meste af tiden en spænding, som fortæller os mere, end hvad der bliver sagt med replikker. Et enkelt sted, hvor det lykkes, er i en dans imellem Thit Jensen og hendes kæreste Gustav Fenger. Her har koreograf Jannik Elkær skabt et lille moment af menneskelighed, der står i skærende kontrast til resten af forestillingen.
Øjeblikket bevæger os især, fordi skuespiller Ene Øster Bendtsen i sin fremragende skildring af Thit Jensen har bygget et stålskjold op omkring en lille sårbar kerne, som hun i denne korte kærlighedsdans blotter totalt. Det er sublimt karakterarbejde.
Malin Rømer Brolin Tani og Søren Bang Jensen formidler også fint det resterende persongalleri, der både er varierede og sympatiske (når de skal være det). Og den ledsagende musik af Marie Louise von Bülow, fremført sammen med Christine Worre Kann, passer udmærket til forestillingens dystre udtryk.
Men det er Ene Øster Bendtsens hovedrolle og Julie Petrine Glargaards manuskript, der løfter “Valkyriens kamp” fra gennemsnitligt teater til et must-see i sommerens (og efterårets) teatertilbud.
Forestillingen spiller ved kunstmuseet Sophienholm i Kongens Lyngby til den 13. august og herefter på turné i hele landet til den 16. oktober.
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard | Iscenesættelse: Pelle Nordhøj Kann | Medvirkende: Ene Øster Bendtsen, Malin Rømer Brolin-Tani, Søren Bang Jensen, Christine Worre Kann og Marie Louise von Bülow | Musik og sangtekster: Marie Louise von Bülow | Scenografi: Nikolaj Heiselberg Trap | Koreografi: Jannik Elkær | Lyddesign: Janus Jensen | Lysdesign: Andreas Buhl | Produceret af: Det Flydende Teater og Teatergrad
Del med dit netværk
