ANMELDELSE: En kvinde uden betydning, Aarhus Teater
Aarhus Teater spiller med produktionsmusklerne i den overordentligt visuelle forestilling “En kvinde uden betydning” af Oscar Wilde.
Kønsroller og kærlighed dissekeres i Oscar Wildes “En kvinde uden betydning” fra 1893. Der er en nærmest videnskabelig trang til at undersøge alle perspektiver på kvindeskikkelsen, når damer i forskellige nuancer af rødt taler om, hvilken position, hvilke privilegier og pligter, de har i forhold til deres mænd. Og mændene er manderoller i alle afskygninger – fra den underkuede Sir Pontefract, som af sin hustru beordres i den ene efter den anden hjemmestrikkede beklædning for at undgå forkølelse, til den chauvinistiske og usentimentale ungkarl, Lord Illingworth, som åbenlyst betragter kvinder som forlystelse og ellers kun anledning til en masse besvær.
Ikke synderligt skelsættende temaer i et moderne teaterlandskab. Og omend kønsdebatten stadig lever, og der åbenlyst stadig er udfordringer, hvad angår italesættelsen af ligeværd mellem kvinder og mænd i offentligheden, så er det en lidt tør bolle at tygge efterhånden. I hvert fald, når forestillingen ikke byder på nye vinkler på debatten, end hvad Oscar Wilde bidrog med for godt 120 år siden. Måske er pointen, at debatten og problematikken ikke har flyttet sig igennem mere end et århundrede – men det kan vist ikke siges at være rigtigt.
Foto: Anna Marín Schram
Ikke desto mindre er Aarhus Teaters opsætning af “En kvinde uden betydning” en visuelt storslået oplevelse. Scenograf Christian Albrechtsen har designet en klassisk karrusel anno slutningen af 1880’erne, som samtidig er stuerne hos Lady Hunstanton, som forestillingen udspiller sig hos. Der er festligt blinkende lamper, malerier og spejle, gynger og stole, trapper og søjler, og sågar en klassisk cocktail-serveringsvogn, hvorfra høje glas og kagefade konstant uddeles til gæsterne. Scenografien er imponerende detaljeret og udsmykket i sarte farver, og kostumerne kommunikerer ligeledes farverigt og ekstravagant i scenebilledet. I skærende kontrast står Mrs. Arbuthnot – kvinden uden betydning – i sort og med andægtige fletninger.
Nærmest i åndelig forlængelse af scenografien bevæger aktørerne sig rundt på scenen i en ekstraordinært præcis iscenesættelse af instruktør Nicolei Faber. Alle anledninger til at understøtte Oscar Wildes tekst bliver grebet. Alle muligheder for at implementere komiske gags, skæve pointer og karakterunderstøttende effekter bliver udnyttet. Sceneskift, entréer og sortier er minutiøst arrangeret – kompleks som en symfoni, og præcis som en ballet. Der er således stor dygtighed at spore i denne iscenesættelse.
På skuespilsiden ser vi en stor del af teatrets ensemble, og især teatrets erfarne skuespillere byder ind med, hvad de gør bedst. Igen ser vi Inge Sofie Skovbo som den statelige værtinde, Kim Veisgaard som den støvede og halvalkoholiske præst, Anders Baggesen som den farverige og seksuelt udfarende humørbombe, og Bue Wandahl som den nøgterne og stringente hjernemand. Roller, som passer usigeligt godt til disse skuespillere, hvorfor ønsket om at besætte forestillingen på denne måde giver udmærket mening. Men man kan også fristes til at tænke, om Aarhus Teater som ensembleteater mon besætter ensemblet ud fra sæsonens forestillinger, eller udvælger sæsonens forestillinger ud fra ensemblet. Det er jo op til teatrets direktion og dramaturgiat at vurdere, hvad der er vigtigst for scenekunsten at prioritere.
Foto: Anna Marín Schram
Omend skuespilpræstationerne er aldeles udmærkede over hele linjen, såvel hos de yngre som hos de ældre, så ses forestillingens stærkeste præstation hos en af forestillingens to gæsteskuespillere, nemlig hos den fra skuespilleruddannelsen i Aarhus nyuddannede Mathias Sprogøe Fletting, som indtager scenen både ydmygt og selvsikkert på én gang. Han viste gode takter i både præsentationsforestillingen “Lev i fred med Deres nerver” og i særdeleshed i afgangsforestillingen “Lille requiem om kærlighed“, og i rollen som den unge Gerald Arbuthnot beviser han, at han kan dyrke karakterskuespillets avancerede kunst.
Hos to af de 13 medvirkende fornemmer man tydeligt en anderledes tilgang til sceneskuespillet, end hos de øvrige 11. Og disse to er netop skuespillere, som ikke primært har slidt skosålerne på Aarhus Teaters gulve de seneste år; det er Anne Plauborg, som er uddannet i København og nyansat på Aarhus Teater, og gæsteskuespillerinden Mette Horn, som vi i denne forestilling ser i titelrollen. De griber begge deres karakterarbejde så markant anderledes an, at rytmen i det samlede billede bliver en anelse skævvredet. Det er, som om der er en særlig Aarhus-måde at spille teater på – en måde, som ikke ellers er tydelig, men i “En kvinde uden betydning” skinner den pludseligt og uventet igennem.
Forestillingen spiller på Aarhus Teater ind til den 8. oktober 2016.
Tekst: Oscar Wilde | Iscenesættelse: Nicolei Faber | Medvirkende: Mette Horn, Mathias Sprogøe Fletting, Bue Wandahl, Inge Sofie Skovbo, Kjartan Hansen, Mette Døssing, Kim Veisgaard, Anne Plauborg, Nanna Bøttcher, Christian Hetland, Julie Buch-Hansen, Anders Baggesen og Jacob Madsen Kvols | Scenografi: Christian Albrechtsen | Lysdesign: Anders Kjems | Lyddesign: Kim Engelbredt | Oversættelse: Francois–Eric Grodin
Kære Morten
I din anmeldelse af “En kvinde uden betydning” skriver du, at “man kan også fristes til at tænke, om Aarhus Teater som ensembleteater mon besætter ensemblet ud fra sæsonens forestillinger, eller udvælger sæsonens forestillinger ud fra ensemblet. Det er jo op til teatrets direktion og dramaturgiat at vurdere, hvad der er vigtigst for scenekunsten at prioritere.” Og det fik vi lyst til at komme med en lille kommentar til.
Teaterdirektør Trine Holm Thomsen har fra sin tiltrædelse valgt at prioritere, at der er et stærkt ensemble på Aarhus Teater. At have en stor gruppe skuespillere der styrker den kunstneriske ånd i huset og som lever i den by, hvis borgere de optræder for. At have en stor grupper skuespillere der først og fremmest arbejder for Aarhus Teater og som dermed kan arbejde med på de ønsker og den profil teatret har. Når skuespillerne kender hinanden og arbejder sammen kontinuerligt på scenen, kan vi kunstnerisk nå andre steder hen, end hvis der til hver produktion stillede et nyt hold gæsteskuespillere, som straks efter forestillingen skulle videre. Vi mærker også, at mange i vores publikum nyder at følge vores skuespillere og at få et særligt forhold til dem. Den stærke gruppe af ensembleskuespillere suppleres så hele tiden med gæster, så der kan komme nye stemmer ind i prøveprocesserne og nye ansigter på scenen.
Når man vælger at have et ensemble er det selvfølgelig vigtigt, at de ansatte har noget interessant at lave, at de bliver udfordret og set. Derfor har beslutningen om at have et ensemble også overordnet set indflydelse på, hvordan en sæson på Aarhus Teater ser ud. Men vi sætter aldrig stykker på repertoiret udelukkende for at pleje vores ensemble. Repertoireplaning er et kompliceret puslespil. Budgetter, logistik, bestemmelser i teaterloven og altså personalehensyn er en del af de faktorer, der har indflydelse. Men ønsket om at præsentere publikum for vedkommende teaterkunst er dog altid det, der vægter højst.
Da vi valgte at sætte En kvinde uden betydning op var det i første omgang fordi, vi gerne ville præsentere et stykke af Oscar Wilde. Vi overvejede forskellige værker og fandt noget interessant moderne i dette værk. Både i forhold til den centrale konflikt mellem kvinden og manden, hvor kvinden ender med at ’vinde’ sønnen og manden bliver dømt ’uden betydning’. Det magtskifte der således finder sted, synes vi også på et mere overordnet plan taler ind i en nutid, hvor man fornemmer magtforhold i verden blive rystet. En tematik som iscenesættelsens slutbillede også henter sin kraft i. Det var det, der gjorde udfaldet af vores valg. At vi så har et så stærkt ensemble, der spiller rollerne så de nærmest synes skrevet til dem, er vi utroligt stolte af og glade for, at du bemærker.
Du skriver desuden, at der fornemmes en anderledes tilgang til skuespillet hos et par af skuespillerne på scenen. Noget der adskiller sig fra det du kalder Aarhus-måden. I dette tilfælde er det helt intentionelt at de to skuespillere du nævner har en anden tone i forestillingen. De entrerer fra hver deres position ind i det dekandente gode selskab og tager begge afstand fra tonen i det. Så i dette tilfælde hænger forskellen i tonen i særlig grad sammen et iscenesættelsesmæssigt valg.
Det er så vigtigt for os, at vores kunstneriske virke vækker debat og tanker, og at nogle derude vil vurdere og diskutere det. Så mange tak for din anmeldelse og også dit lille spørgsmål til ledelse og dramaturgiat, som vi gerne vil svare på.
Med venlig hilsen
Hanne Lund Joensen, chefdramaturg.