spiller med produktionsmusklerne i den overordentligt visuelle forestilling “En kvinde uden betydning” af .

★★★★☆☆

Kønsroller og kærlighed dissekeres i Oscar Wildes “En kvinde uden betydning” fra 1893. Der er en nærmest videnskabelig trang til at undersøge alle perspektiver på kvindeskikkelsen, når damer i forskellige nuancer af rødt taler om, hvilken position, hvilke privilegier og pligter, de har i forhold til deres mænd. Og mændene er manderoller i alle afskygninger – fra den underkuede Sir Pontefract, som af sin hustru beordres i den ene efter den anden hjemmestrikkede beklædning for at undgå forkølelse, til den chauvinistiske og usentimentale ungkarl, Lord Illingworth, som åbenlyst betragter kvinder som forlystelse og ellers kun anledning til en masse besvær.

Ikke synderligt skelsættende temaer i et moderne teaterlandskab. Og omend kønsdebatten stadig lever, og der åbenlyst stadig er udfordringer, hvad angår italesættelsen af ligeværd mellem kvinder og mænd i offentligheden, så er det en lidt tør bolle at tygge efterhånden. I hvert fald, når forestillingen ikke byder på nye vinkler på debatten, end hvad bidrog med for godt 120 år siden. Måske er pointen, at debatten og problematikken ikke har flyttet sig igennem mere end et århundrede – men det kan vist ikke siges at være rigtigt.

Ikke desto mindre er Aarhus Teaters opsætning af “En kvinde uden betydning” en visuelt storslået oplevelse. Scenograf har designet en klassisk karrusel anno slutningen af 1880'erne, som samtidig er stuerne hos Lady Hunstanton, som forestillingen udspiller sig hos. Der er festligt blinkende lamper, malerier og spejle, gynger og stole, trapper og søjler, og sågar en klassisk cocktail-serveringsvogn, hvorfra høje glas og kagefade konstant uddeles til gæsterne. Scenografien er imponerende detaljeret og udsmykket i sarte farver, og kostumerne kommunikerer ligeledes farverigt og ekstravagant i scenebilledet. I skærende kontrast står Mrs. Arbuthnot – kvinden uden betydning – i sort og med andægtige fletninger.

Nærmest i åndelig forlængelse af scenografien bevæger aktørerne sig rundt på scenen i en ekstraordinært præcis iscenesættelse af instruktør . Alle anledninger til at understøtte Oscar Wildes tekst bliver grebet. Alle muligheder for at implementere komiske gags, skæve pointer og karakterunderstøttende effekter bliver udnyttet. Sceneskift, entréer og sortier er minutiøst arrangeret – kompleks som en symfoni, og præcis som en ballet. Der er således stor dygtighed at spore i denne iscenesættelse.

På skuespilsiden ser vi en stor del af teatrets ensemble, og især teatrets erfarne skuespillere byder ind med, hvad de gør bedst. Igen ser vi som den statelige værtinde, som den støvede og halvalkoholiske præst, som den farverige og seksuelt udfarende humørbombe, og som den nøgterne og stringente hjernemand. Roller, som passer usigeligt godt til disse skuespillere, hvorfor ønsket om at besætte forestillingen på denne måde giver udmærket mening. Men man kan også fristes til at tænke, om som ensembleteater mon besætter ensemblet ud fra sæsonens forestillinger, eller udvælger sæsonens forestillinger ud fra ensemblet. Det er jo op til teatrets direktion og dramaturgiat at vurdere, hvad der er vigtigst for scenekunsten at prioritere.

Bue Wandahl og Mathias Sprogøe Fletting Foto: Anna Marín Schram
og
Foto: Anna Marín Schram

Omend skuespilpræstationerne er aldeles udmærkede over hele linjen, såvel hos de yngre som hos de ældre, så ses forestillingens stærkeste præstation hos en af forestillingens to gæsteskuespillere, nemlig hos den fra skuespilleruddannelsen i Aarhus nyuddannede , som indtager scenen både ydmygt og selvsikkert på én gang. Han viste gode takter i både præsentationsforestillingen “Lev i fred med Deres nerver” og i særdeleshed i afgangsforestillingen “Lille requiem om kærlighed“, og i rollen som den unge Gerald Arbuthnot beviser han, at han kan dyrke karakterskuespillets avancerede kunst.

Hos to af de 13 medvirkende fornemmer man tydeligt en anderledes tilgang til sceneskuespillet, end hos de øvrige 11. Og disse to er netop skuespillere, som ikke primært har slidt skosålerne på Aarhus Teaters gulve de seneste år; det er , som er uddannet i København og nyansat på , og gæsteskuespillerinden , som vi i denne forestilling ser i titelrollen. De griber begge deres karakterarbejde så markant anderledes an, at rytmen i det samlede billede bliver en anelse skævvredet. Det er, som om der er en særlig Aarhus-måde at spille teater på – en måde, som ikke ellers er tydelig, men i “En kvinde uden betydning” skinner den pludseligt og uventet igennem.

Forestillingen spiller på ind til den 8. oktober 2016.


Tekst: | Iscenesættelse: | Medvirkende: , , , , , , , , , , , og | Scenografi: | Lysdesign: | Lyddesign: | Oversættelse:

Del dette indlæg