Enhver er sig selv nærmest

“Mælkebøttereglementet” på Teatret Zeppelin er en barsk og rørende forestilling om mobning, overlevelse og drømme på et gammeldags pigehjem.

I 1950’erne på børnehjemmet Himmelbjergpigehjem møder vi pigerne Jena, Kirsten og Inger. De har indtil for nyligt delt sovesal med Karen, men hun har taget livet af sig selv. Og nu hænger skyldfølelsen tungt i luften på sovesalen, mens den tomme seng bliver overtaget af den nytilkomne Lille-Marie.

Tonen imellem pigerne er på én gang hård og følsom. Den barske hverdag med aflåste døre og fysisk afstraffelse af hjemmets forstanderinde ‘hesten’ – fordi hun sparker som en hest – giver pigerne både sammenhold som søskende og skaber indbyrdes magtkampe. Enhver er sig selv nærmest.

De skiftes til at være ofre for de andres angreb – fra verbal mobning til helt fysisk at tvinge hovedet ned i tissespanden. Og de forsøger at handle sig til hinandens beskyttelse, da de på skift skal afhøres af ‘hesten’ omkring Karens selvmord.

Der er selvsagt ikke tale om nogen hyggelig børneforestilling. Temaer som mobning og overlevelse er gennemgående, ligesom det indimellem er svært at bevare håbet på de fire pigers vegne.

Forestillingen er tilvejebragt igennem fælles manuskriptudvikling ‘på gulvet’ under ledelse og iscenesættelse af Mie Brandt. Og der er grundlæggende tale om en rigtig smuk historie, der ikke mindst ender med en Pelle Erobreren-agtig, ny begyndelse. Sympatien for pigerne er fuldkommen, og den fremtvinger en klump i halsen.

Ligeledes er iscenesættelsen generelt velfungerende i sin brug af drejescenen, køjesenge, sengetøj og skoleuniformer. De fire karakterer supplerer hinanden godt, og der opstår naturlige relationer imellem dem.

Desværre er der lidt for meget på programmet. Vi kommer indimellem ud ad nogle scener, der skal fortælle os noget om karaktererne, samt nogle unødvendige sidehistorier. Eksempelvis får Karens selvmord relativt meget fokus i forhold til, hvor lille betydning den reelt har for forestillingen.

Derudover er hele lydsiden i forestillingen – både fra højtalerne og fra skuespillerne – decideret irriterende. Lyddesignet med snorken, fuglefløjt og raslende nøgler støjer både dramaturgisk og auditivt, mens pigernes råb, grin, sang og forpustede vejrtrækninger mudrer sammen på scenen.

Dog er der tale om en rørende børneforestilling med dygtige medvirkende og en levende og opfindsom iscenesættelse. Børn skal nok forberedes på forestillingens tyngde, men ellers er den ikke mindst for aldersgruppen aldeles anbefalelsesværdig.

Forestillingen spiller på Teatret Zeppelin til den 9. november 2019.

Manuskript og iscenesættelse: Mie Brandt | Medvirkende: Theresa Hedelund, Maria la Cour, Rebecca Rønde Kiilerich og Cecilie Josefine Bangsgaard Glæsel | Scenografi: Johanne Eggert | Kostumer: Maria Ipsen | Lyddesign: Rasmus Christner Månsson | Lysdesign: Martin Danielsen Barnung | Produceret af: Teatret Zeppelin