Vellykket monolog om at være alene

I soloprojektet “Nogen er ude at drikke øl” på House of T sætter Mathilde Arcel Fock både rørende og morsomme ord og billeder på aleneheden.

★★★★☆☆

Aveny-T på Frederiksberg har givet de unge scenekunstnere og vækstlaget en scene, hvor de kan skabe deres egne forestillinger. Scenen kaldes ‘House of T' og blev i november åbnet med Lasse Steen Jensens forestilling “Lageret Huset Marie”. Det er her, Mathilde Arcel Fock nu spiller sin monolog “Nogen er ude at drikke øl”.

Og der er meget, der skal lægges til og trækkes fra, når vi ser scenekunst på denne måde. Det er klart – ja, åbenlyst – at scenografi, iscenesættelse, lysdesign og afvikling lider under det forhold, at monologen i det store hele er et soloprojekt. Josephine Eusebius er krediteret som medforfatter, men ellers er forestillingen af og med Mathilde Arcel Fock. Hvis det var inde på Aveny-T's hovedscene, havde anmeldelserne – i hvert fald denne anmeldelse – været et regulært blodbad. Men herude i den nedlagte café er præmissen en anden.

Vi er kommet i undergrunden

Mathilde Arcel Fock tripper frem og tilbage igennem salen, mens hun venter på, at de sidste publikummere bliver placeret. Hun når lige at klemme en bid mad ned, før hun går tilbage til sit backstage-lokale, hvor der står “Toilet” på døren. Da forestillingen skal til at gå i gang, står hun og venter ved siden af scenen. Hun tager sit mundbind af og gemmer det under scenegulvet, hvorefter hun stiller sig klar. Hun ser sig omkring og spørger så personalet, om det er muligt at slukke lyset i baren.

Dette er ikke begyndelsen på forestillingen, selvom det stilmæssigt faktisk sagtens kunne passe ind. Det er simpelthen bare en solist, der er ved at gøre sig klar til at gå på arbejde. Imens sidder vi og betragter hende opmærksomt, for vi har ikke lyst til at gå glip af det, når hun er klar til at gå i gang.

Vi er kommet godt og grundigt ned i undergrunden her. Det mærker vi ikke kun på skuespillerens uhøjtidelige forhold til sig selv og sit værk – som selvfølgelig også i en vis grad er bevidst – men også på stemplet på håndryggen, som var vi på diskotek, og det hjemmetegnede program med et barndomsbillede af Mathilde indklistret på forsiden. Så vidt er standupgenrens umiddelbarhed og folkelighed altså rykket ind i teatret, og sikke det klæder teatret!

Aleneheden og ham med huen

“Nogen er ude at drikke øl” handler om at være alene. Hovedpersonen, der bærer skuespillerens eget fornavn, er tilsyneladende blevet forladt af ‘ham med huen'. Nu ser vi en bid af “Les Misérables”, hvor Éponine synger “On My Own”, og hen over sangen forklarer Mathilde, hvorfor det er så sørgeligt, at Éponine elsker en mand, som ikke er sammen med hende.

Herfra følger en stærk tekst, der på glimrende vis sætter ord og billeder på aleneheden og angsten for at være alene med sig selv. Ville nogen – særligt ham med huen – mon lede efter hende, hvis hun forsvandt? Hun beskriver følelsen af at være kravlet ned i en æske på øverste hylde i køkkenet, hvor hun ligger, ind til nogen engang flytter ind og finder æsken, hvori de ser hende ligge udtørret som et insekt i en vindueskarm. Meget mere præcis kan det vel ikke siges?

Kort inde i forestillingen beder hun publikum sikre sig, at deres telefoner er tændt og med lyden slået til. For hvis nu nogen skulle forsøge at komme i kontakt med os, ville det være tragisk, at vi ikke opdagede det, blot fordi vi var i teatret. Og måske ville ham med huen også forsøge at komme i kontakt med hende igennem én af os, fordi han havde hørt, at vi skulle ind at se hendes forestilling. Vi tænder telefonerne, og senere i forestillingen ringer en telefon. Alting går i stå. Hun spørger håbefuldt: “Hvem er det?” Publikummeren svarer: “Det er bare min ven, Albert.” Hun sænker skuffet skuldrene, og vi andre får et lille jag i hjertet. Hvorfor var det ikke ham med huen?

For lang og for træg

Teksten er altså i det store hele ganske velskrevet, og skuespilpræstationen er både rørende og underholdende. Mathilde Arcel Fock har allerede imponeret os flere gange med sit komiske talent – blandt andet i “Den gerrige” (Folketeatret, 2020) og “An Education” (Østerbro Teater, 2020). Men i denne soloforestilling får vi også glæde af en noget mere inderlig side af hendes talent.

Der kommer desværre vældig mange passager i forestillingen, hvor teksten trænger til en opstramning. Hun opfinder en skotsk detektiv, der skal være med til at efterforske sagen om den forsvundne Mathilde, som ingen efterhånden kan huske har eksisteret. Det er en løjerlig karakter og et vældig morsomt greb. Men også sjovest første gang. Disse scener bliver hver især for mange, for lange og for træge, og til sidst er luften gået af ballonen.

Ligeledes har Mathilde Arcel Fock i sin egen iscenesættelse lagt en lang pause med slukket lys ind i forestillingen, hvor vi skal forholde os til vores egen ensomhed. God idé, men pausen bliver for lang. I det hele taget savner forestillingen et par øjne udefra, der kan dosere iscenesættelsens, så forestillingen blev mere flydende. Den oplagte løsning ville være at ‘teame op' med en sceneinstruktør.

Vi kan sagtens leve med, at afviklingen foregår på en computer gemt bag sofaen, og at hun selv skal snige sig om bagved for at trykke på en knap, når der sker et sceneskift. Ja, vi kan faktisk leve med det meste, som disse sparsommelige omstændigheder byder på. Men det er mildest talt en skam, at denne ellers interessante forestilling flere gange skal samles op fra gulvet, fordi vi mister interessen. Den – og hun – er nemlig vores fulde opmærksomhed værd.

“Nogen er ude at drikke øl” spiller på House of T til den 5. december 2020.

Tekst: Mathilde Arcel Fock og Josephine Eusebius | Iscenesættelse og skuespil: Mathilde Arcel Fock | Scenografi: Sofie Jürs | Produceret af: Aveny-T

Del med dit netværk