
ANMELDELSE: Ikke noget pis, Det Kongelige Teater
Klichémanden får tiltrængte nuancer i ”Ikke noget pis”, der selvironisk, underholdende og rørende portrætterer det forhenværende stærke køn.
Klichémanden får tiltrængte nuancer i ”Ikke noget pis”, der selvironisk, underholdende og rørende portrætterer det forhenværende stærke køn.
Johan Klint Sandberg og Ludvig Brostrup står sammen bag monologen "Hyper Switch Ultra Faggot", der er som en tragedie om selvudslettelse.
Det Kongelige Teater lader os opsluge af den vidunderligt skrevne og mesterligt spillede queer-maratonforestilling ”Arven” af Matthew Lopez.
Kasper Holtens opsætning af ”Amadeus” på Det Kgl. Teater i 2019 høstede mange anmelderroser, men genopsætningen er ikke lige så vellykket.
Storartede skuespilpræstationer i Det Kongelige Teaters "Farlige forbindelser", men iscenesættelsen bliver for statisk, pæn og uinteressant.
Tre år efter ”Bonnie & Clyde” skaber Betty Nansen Teatret igen en velkoreograferet, veldanset og tilgængelig dansefortælling i ”I Am Gold”.
Det Kongelige Teaters opsætning fremhæver ungdommeligheden i ”West Side Story”, der kun næsten lever op til musikken af Det Kongelige Kapel.
Atomfysik, våbenkapløb og far-søn-forhold diskuteres om og om igen i Michael Freyns historiske drama ”København” om Bohr og Heisenberg.
Konceptet er klart, og solistpræstationerne er gode, men tilsammen bliver Det Kgl. Teaters ”Den vægelsindede” for fjollet og flagrende.
Der er ikke meget historie at forstå i ”Don Quixote”, men den er til gengæld sprængfyldt med humor og imponerende balletpræstationer.