Klichémanden får tiltrængte nuancer i ”Ikke noget pis”, der selvironisk, underholdende og rørende portrætterer det forhenværende stærke køn.
Det Kongelige Teaters opsætning fremhæver ungdommeligheden i ”West Side Story”, der kun næsten lever op til musikken af Det Kongelige Kapel.
Teatret ved Sorte Hest hylder ikke alderdommen, men sender kærlige hilsner til det levede liv i kabaretten ”Inden vi dør synger vi en sang”.
Rottefælden har skiftet navn til Svendborg Sommerrevy, men den fortrinlige 50-års jubilar Jan Schou er stadig revyens absolutte frontfigur.
Lars Noréns ”Sandhed og konsekvens” bliver brutal, ondskabsfuld og dybt underholdende i hænderne på Maria Vinterberg og det eminente hold.
Dette års Menstrup Revyen byder på masser af gode kvaliteter, men revyen har brug for, at der bliver taget et stilmæssigt konsekvent valg.
Dragsholmrevyen lukker og slukker i en lidt for bitter tone, men den er en demokratisk vigtig revy, som vi kommer til at mangle i Danmark.
Der er kun få mindeværdige numre i dette års Ganløse Revyen, men et af dem er måske nyere revyhistories smukkeste og mest bevægende øjeblik.
Rottefælden har lånt Svendborg Teater for at få plads til alle, men trods de lidt kommunale omgivelser er der både liv og bid i årets revy.
Vi skraldgriner og glemmer helt den dårlige smag i munden af en bedaget revy, der sparker til dem i vores samfund, der i forvejen ligger ned.